Mit forhold til Anakortes var på ingen måde længervarende. I omegnen af 10 timer. Kort og godt. Egentligt var jeg der på grund af byens ølfestival, men jeg skulle selvfølgelig også udforske den veganske mad i området. For mad skal der jo til. På grund af mit korte ophold i byen, består dette indlæg derfor også kun af to spisesteder. Det var simpelthen det, jeg kunne klemme ind på mit besøg. Morgenmad og frokost. Og også det, jeg kunne klemme ned i mavsen. Hvorvidt jeg har ramt de gode spisesteder i byen er svært at sige. Dog var jeg særligt vild med Calico Cupboard, der både havde en god atmosfære, venligt personale og god mad. Et sted jeg sagtens kan anbefale, hvis man kommer på disse kanter 🙂

ADRIFT RESTAURANT 

Ikke det mest imponerende sted jeg har spist på mit besøg, men bestemt stadig spiseligt, hvis man kommer på Anacortes kanter. Faktisk var det jo en super næringsrig og grøn omgang, jeg fik til morgenmad. Jeg blev nok bare lidt misundelig på de tykke pandekager, der blev spist ved bordet ved siden af mig. Lige pludselig blev min grønne tallerken meget grøn og sund. Men det var starten på en god dag, og tofuen var perfekt marineret og meget smagsfuldt. Intet at klage over.

Adresse: 510 Commercial Ave, Anacortes, WA 98221

 

CALICO CUPBOARD OLD TOWN CAFE

Super hyggelig café der har et par enkelte veganske retter. Mulighederne er ikke mange, men med byens størrelse, bliver der generelt ikke udbudt særlig meget vegansk mad. Alligevel er jeg ret imponeret over, at der på utroligt mange af byens cafeer og restauranter faktisk bliver tilbudt veganske alternativer. Det viser bare, hvor meget mere fremme den veganske livsstil er her i det amerikanske. Halleluja.

Jeg fik en portion stegte grøntsager – lidt som morgenmaden, men alligevel med lidt variation. Søde kartofler, løg, rød peber og spinat. Faktisk serverede de normalt denne ret med ost til, men de var så søde at lave den i en vegansk version til mig uden ost. God service.

Adresse: 901 Commercial Ave, Anacortes, WA 98221

PELICAN BAY BOOKS & COFFEEHOUSE

Har du brug for en god kop kaffe eller bare et roligt sted at slappe af med en avis eller en god bog. Så er denne boghandler samt kaffebar lige sagen. Jeg kom forbi den helt tilfældigt, og kunne ikke stå for de fine fliser i indgangen, der både lokkede og tegnede godt for en fin boghandler. De store reoler fra gulv til loft gjorde da virkelig også et indtryk. Bøgerne er secondhand, og til en utrolig billig pris, men uden på nogen måde at gå ned på kvalitet eller sortiment. Der var virkelig styr på bøgerne.

No Comments

    Leave a Reply