CAMINO / CAMINOEN I BILLEDER

UGE 4 – CAMINOEN I BILLEDERz

FREDAG DEN 25. MAJ

Jeg går med Rob fra Colorado stort set hele dagen. Han er virkelig en fantastisk mand, der er dybt interesseret i historien bag hvert menneske. Inklusiv min historie. Vi snakker det meste af tiden. Om alt muligt. Uddannelse, job, at sige op, valg af karriere, at skifte karriere, børn, familie, sociale systemer osv. Og jeg bliver klogere hver gang, jeg taler med et nyt menneske. Det udvider min horisont, giver mig ny viden, og får mig til at se tingene i et lys, jeg ikke nødvendigvis havde set før. 

Jeg søger ly af regnen. Men det er faktisk allerede for sent, for min sko er så gennemblødte, at det føles som at gå i en stor sump. Jeg kan være med til, at det er koldt og blæsende. Men når først det begynder at regne, synes jeg simpelthen ikke det er sjovt. Uden mine regnbukser – som jeg jo var så smart at smide væk på første gådag på grund af panisk overvægt i tasken – har jeg virkelig svært ved at holde mig tør og varm. Det er sådan set ret umuligt. Mine ben bliver våde og kolde, og jeg øger risikoen for at få vabler markant med de sjaskvåde sko. Det er ikke så super smart… 

Trods regnen bliver jeg igen og igen begejstret for, hvor fine de små landsbyer tager sig ud. 

Jeg ankommer drivvåd til herberget Rosalia i Catrojeriz, og får stedet absolut sidste seng. Mine sko får hurtigt en plads i entreens skoskab, hvor gamle aviser suger vand, som var de strandet i Sahara. Jeg er tvivlsom over, hvorvidt mine sko nogensinde bliver sig selv igen oven på i dag…

Rosalia er virkelig et fantastisk herberg. Selv har jeg fået en seng på loftet, hvor enkeltmandssenge med separate natborde og stikkontakter står side om side. Stemningen er totalt hyggelig under loftet, og herbergets øvrige faciliteter som køkken og gårdhave er også lige i øjet. Det er virkelig et af det mest autentiske og hyggelige steder, jeg har overnattet indtil videre. Og jeg tænker, der skal ret meget til at slå det. Især fordi brusebadet var spritnyt og med dejlig varmt vand – lige hvad jeg har haft brug for ovenpå så kold og våd en dag! 

Jeg spiser den lækreste middag – humus, salat, supper, hjemmebagt brød, hvad mere kan man ønske sig – med de dejligste mennesker. For første gang siden jeg forlød Lindsay og Joy føler jeg, at jeg er del af et nyt lille sammenhold af mennesker. En lille gruppe der tager sig af hinanden, hjælper hinanden og spørger ind til hinanden. 

LØRDAG DEN 26. MAJ

Her til morgen er det ikke det kridhvide toastbrød, der er i fokus. Det er i stedet skålen med cornflakes og plantemælk! Og mums, hvor smager det godt! Maden her var faktisk årsag til, at jeg valgte Rosalia som overnatningssted. Plakaten med vegansk aftensmad og morgen med plantemælk var nemlig rigeligt til at få mig overbevist! 

Med cornflakes i maven er jeg klar til dagens gåtur. Også selvom det igen er en våd en af slagsen. Vandpytterne ligger på rad og række, og jeg føler mig som Hugo i morgenspillet, der skal forsøge at navigere udenom for ikke at være game-over med våde sko. 

Middagspause med Rob, Manfred og Mai Ke inden der igen sættes kurs mod Boadilla del Camino. 

Endnu et fint herberg – sengene er ens, lagnerne er hvide, og tæpperne ligger foldet pænt på sengen. Små detaljer, men de er vigtige, når et herberg skal se rent og indbydende ud. Hvad der for mit vedkommende var knapt så fedt ved det her værelse, var det ellers fine stengulv. For kort efter ankomst taber jeg mit kamera fra min underkøje og ned på gulvet. En afstand der jo ikke ligefrem er voldsom stor, men som alligevel er nok til at nedlægge mit kamera med sort skærm resten af turen. 

SØNDAG DEN 27. MAJ

De efterfølgende fotos er taget med min iPhone på grund af kameraets nedbrud i går. Jeg undskylder derfor på forhånd for kvaliteten, men jeg synes bestemt ikke, at I skulle snydes for de efterfølgende dage 🙂

Jeg vågnede til lyden af den vildeste snorkesymfoni. Det ene snork overtog det andet. Jeg elsker musik, men den plade ville jeg for længst have skiftet ud, hvis jeg kunne. Jeg vågnede derfor ufrivilligt tidligt, men fik til gengæld den smukkeste morgen med i stedet.

Jeg har i dag på forhånd besluttet mig for at ville gå 25 kilometer fra Boadilla de Camino til Carrión de los Condes. Det er det længste, jeg har gået, siden min knæskade. Jeg er virkelig stadig bange for at skubbe det for hårdt. Men jeg kan ud fra bogen se, at det er en ret flad rute i dag, så med en masse stop på vejen burde det gå. Den bog er i øvrigt virkelig guld værd med oplysninger om ruten, herbergs, transportmuligheder og indkøb – meget anbefalelsesværdig! 

Jeg går hele dagen sammen med Victoria. En kvinde jeg mødte for første gang til middagen på Rosalia, og som jeg ærlig talt ikke troede, jeg havde særlig meget til fælles med, og som jeg havde skudt til kun at kunne tale et par korte sætninger med. Men hun er virkelig sød, og ret humoristisk. Som hun selv siger, har hun været tidligere hippie, og det gav så meget mening, da jeg fik den information. Selv er hun oprindeligt fra USA, men har de sidste par år boet i Portugal med sin mand, der er musiker. Og nå ja, så har hun forresten gået caminoen en gang før. Sej ældre kvinde! 

Jeg holder middagspause med Victoria på et lille forunderligt sted med fritgående æsler i haven, der glædeligt stjæler pilgrimmes vandrestave og hatte. Jeg nøjes heldigvis med et glas friskpresset appelsinjuice og en lækker bolle, igen kridhvid, men den smager godt og giver god og hurtig energi til de resterende kilometer. Og hvornår bliver man overhovedet for gammel til at tage en svingtur i en gynge? 

Jeg møder Mei Ke og Manfred i Carrión de los Condes, som jeg spiser aftensmad med på herberget. Vi går lidt på kompromis med hinanden – de får pålæg, og jeg sørger for det grønne indspark til menuen. 

Som slutning på dagen mister jeg mine elskede underbukser fra Smartwool. Jeg vaskede dem i eftermiddags – jeg vasker i øvrigt mit undertøj hver gang, jeg tager et brusebad efter dagens gåtur. På den måde er der rent undertøj til næste dag! – men meget uheldigt er de blevet taget af vinden i forsøget på at tørre dem i vindueskarmen. Ikke super smart, da jeg nu mangler et par ret nødvendige underbukser. En fransk dame var ellers meget frisk på at hjælpe mig med en vandrestav som forlængende arm, men med underbukserne placeret på det nærliggende tag, var der ikke så meget at gøre. Lad underbuksejagten begynde! 

MANDAG DEN 28. MAJ

Dagens gåtur føles uendelig lang – ingen forandring i landskabet, ingen byer at se frem til, intet friskpresset appelsinjuice at kickstarte dagen på. Til gengæld masser af regn. Det tørklæde, jeg troede, skulle bruges til at skærme af for solen eller lave små smarte nederdele med, sidder i stedet omkring halsen og øerne i forsøget på at give bare lidt varme… 

En skillevej – Går man til højre, Burgos. Går man til venstre, Leon. Jeg er halvvejs på min camino nu, og jeg tager selvfølgelig et skarpt venstresving. Det er helt vildt, at jeg har gået så mange kilometer! 400 af de lange! Og selvom glæden er stor, så indser jeg også hurtigt, at der altså er en lang tur tilbage. Nu skal jeg gå alt det, jeg netop har tilbagelagt, bare en gang til. Jeg forsøger at fokusere på det hele i små bidder i stedet for i hundredevis af kilometer, for så kan det godt blive pænt uoverskueligt at tænke på. En dag af gangen. Derfor er jeg også lige pt. meget i tvivl om, hvor langt jeg skal gå de næste dage for at nå til Leon. Om jeg skal dele turen op i 3 eller 4 dage (tanken om at kunne sætte sig ind i en bil og være i Leon efter en time gør mig sindssyg). Jeg kan mærke, at jeg virkelig gerne vil tættere på målet, tættere på hjem. Men samtidigt skal jeg også huske at passe på mig selv. Mit knæ er stadig ikke helt sig selv endnu, så det vil være fornuftigt at tage det med ro. Jeg skal kunne holde hele vejen til Santiago. 

Smuk pilgrimpoesi midt i ingenting, der kan få alle til at smile selv på en regnvejrsdag. 

Sprayen jeg fik af Rob til mit knæ. Den fungerer virkelig! Jeg aner ikke, hvad den indeholder, da det hele står på spansk, og jeg bruger den sikkert alt for mange gange om dagen. Men hvis skidtet virker, så må det hellere komme på! 

Nogen går caminoen. Andre cykler den med en lille hund bag på bagagebægeret. 

Ankommet til mit herberg i Ledigos efter 23 kilometer. Jeg forelskede mig hovedkuls i den tilhørende cafe – se lige klinkerne, lamperne og loftet. Det kan godt være, det bare er mig, men hvor er det altså luksus at kunne bestille en smoothie og samtidigt nyde den i så hyggeligt et lokale. Hvad billedet desværre ikke indfanger, er næsten det bedste af det hele – en pejs, der varmer hele rummet op. Jeg troede ikke jeg skulle sige det her i Spanien sidst i maj måned, men hvor er det bare skønt! 

Haven er super fint. Sovesalen ok. Som I kan se på billedet, er madressens materiale lavet af plastik, hvor man så selv lægger et meget tyndt og syntetisk engangslagen over (som jeg desuden altid formår at rive i stykker et eller andet sted). Det er sikkert meget hygiejnisk, men for sulan hvor er det også et mareridt at lægge på. Som en anden drøm er der dog den lækreste dundyne ved hver seng. Den har sikkert ikke været vasket siden i går, og normalt ville jeg være totalt sippet med, at andre havde sovet i det samme sengetøj, men lige pt. er jeg så ligeglad. Jeg skal bare ligge under den varme dundyne. 

TIRSDAG DEN 29. MAJ

Jeg har haft svært ved at adskille de sidste dages vandring fra hinanden. Siden Burgos har landsskabet været så ensformigt. Marker og landeveje kun afbrudt af enkelte sporadiske småbyer, der ikke har meget andet at byde på end et stempel fra den lokale landsbykirke eller en tør baguette i landsbyens eneste café. Jeg er dog sikker på, at jeg ikke har set stenen her før – mere fin pilgrimspoesi – så i ring går jeg da i hvert fald ikke.

Victoria indhenter mig efter en times vandring tidligt på formiddagen. Det er virkelig rart at møde hende igen. Møde en der spørger, om man har sovet godt, hvordan man har det, og om man vil drikke appelsinjuice sammen på den næste café. 

Og så blev det 376 km til Santiago, hvilket betyder, at jeg er over halvvejs. Behøver jeg at sige, hvor stor en sejr det er for mig og mine ømme knæ!!!!

Jeg er tidligt på den og tjekker ind på det lokale herberg i Sahagún inden middag. Jeg har kun gået 16 kilometer, da jeg ikke vil presse min krop mere en højst nødvendigt. Min krop er ved at være godt og grundigt træt og træner snart til en hviledag, som jeg planlægger at holde i Leon. Herberget minder mest af alt om en stor gammel kirke, og springer klart skalaen for det ulækreste badeværelse på turen. Jeg stod mildest talt og badede i mugpletter. Halleluja for sandaler, der kan tåle vand i forsøget på i det mindste at beskytte mig selv for en omgang fodsvamp. 

Og det er så her, jeg for første gang møder de to japanere Teiko og Toshio. Det er kærlighed ved første blik – i hvert fald fra deres side.. Jeg når kun lige ud af badet, hvorefter vi stiller op til fællesbilleder. Først med Teiko, derefter med Toshio. De er vanvittigt begejstret for, at jeg er fra Danmark, og kalder mig konsekvent “Denmark” istedet for mit navn. De er tossede, sjove og vildt søde. 

Bemærk desuden hvordan min toilettaske hænger på trappen i venstre side. Jeg kan ikke sige det for meget – den toilettaske er guld værd. Både når jeg skal bade i små båse, men også når jeg som her kan hænge den op ved sengen og således har fri adgang til mine toiletsager. 

Teiko får hurigt øje på mit dårlige knæ og begynder straks at massere det. Ikke bare en. Ikke bare to. Men tre gange. En lidt spøjs, men også vildt behagelig oplevelse. Hun vidste, hvad hun havde gang i, og jeg er sikker på, at mit knæ havde godt af det. Hvorvidt hun så overtrådte min grænse i forhold til bare spontant at tage fat i mit ben er en anden sag. Men det blev gjort i en venlig mening, og hun er godheden selv. 

I forsøget på at takke for tre ganges massage byder jeg dem på lidt af min overskydende mad – spagetti med tomatsovs, grøntsager og linser. Da jeg nævner, at det er en ret, jeg ofte spiser i Danmark, er de helt solgte, og det hele skal selvfølgelig fotodokumenteres igen. Søde mennesker. 

Jeg bruger min aften på at researche de kommende dages byer og herbergs. Da jeg kun har gået 16 kilometer i dag (siden hvornår blev 16 kilometer til en lille gåtur haha), bliver jeg nødt til at dele turen til Leon op i 3 dage. Det betyder også, at jeg vil være omkring Mansilla de las Mulas, når mor kommer om to dage. MOR KOMMER OM 2 DAGE. Det er slet ikke til at forstå. Og jeg glæder mig så inderligt meget. Jeg har mere end nogensinde før brug for at få selskab af en, som virkelig bare kender mig. Hvor jeg bare kan være, og hvor indforstået stilhed er tilstede. Jeg håber, vi kan få en seng på Albergue Gaia, så mor kan få en god start på sin camino. Nu er det hendes tur til at få en forståelse for, hvad jeg er i, og samtidigt skal hun også selv have en ordentlig en på opleveren. 

ONSDAG DEN 30. MAJ

Jeg har været så træt de sidste par dage. Sådan træt helt ind i knoglerne. Min krop er ved at reparere sig selv, men skal samtidigt også bruge energi på hele tiden at gå. Den skal flytte mig et nyt sted hen hver dag – til en ny by og en ny seng, hvor jeg kan falde udmattet i søvn og flygte fra den overkøje, jeg altid bliver tildelt. 

Under dagens gåtur satte jeg noget af mit gamle musik på. Det gav mig lidt ny energi. Noget nyt at tænke på. Jeg føler ikke, jeg kommer nogle steder, men i stedet bare har været 2 uger undervejs til Leon. Jeg har ikke særlig meget at sige om i dag. Har gået meget for mig selv, og har ikke udvekslet en eneste samtale med nogen. Jeg orker næsten ikke engang at sige Buen Camino med et smilende ansigt, men jeg gør det selvfølgelig alligevel. De passerende pilgrimme virker som om, de har det ligesom mig. Alle er ved at være trætte. Adrenalinen og spændingen over caminoen har lagt sig for længe siden. Nu er kampen snarere mental end fysisk. 

Efter 18 kilometer ankommer jeg til herberget i Burgo Ranero. Jeg bor i et hus lavet af halm og ler. Ret primitivt, men herberget er udemærket inden døre, og det lader til at holde okay på varmen. 

Herbergets fællesrum hvor dagens aftensmåltid bliver indtaget. For mit vedkommende en færdigret med vegansk risotto, jeg har båret rundt på de sidste par dage, og som endelig skulle smages! Ganske udmærket! 

Jeg møder endnu engang Teiko, der skriver både mit og sit eget navn i min dagbog på japansk. Hun er så sød, også selvom vi på ingen måde kan kommunikere rent sprogligt, men kun med mimik og masser af smil, mærkelige lyde og basis ord som yes, no, nice og good. 

TORSDAG DEN 31. MAJ

MOR KOMMER I DAG. Jeg kan slet ikke vente med at slå øjnene op og komme i gang med dagen. Morgenmaden bliver derfor indtaget ufatteligt tidligt, men med en kop kaffe med soyamælk og en stor portion grove cornflakes med mandler og frugt, så skal jeg nok få sat gang i min ellers trætte krop. Samtidigt er spændingen over at skulle se mor noget, der kan få sat gang i bentøjet! 

Kursen er sat. Jeg har aftalt med mor at mødes i Mansilla de las Mulas på Albergue Gaia. Selv skal jeg gå 19 kilometer, men jeg er mere nervøs og spændt på mors vegne – om alt nu går som det skal, og om hun kan finde vej til byen fra Madrid Lufthavn. Selvom hun kun skal ned og gøre mig selskab på caminoen i en uge, så ved jeg, at den her rejse er en stor ting for hende, og jeg er så spændt og glad over, at vi får den her oplevelse sammen. Vi sms’er lidt i løbet af dagen, og heldigvis ser det ud til, at alt går som planlagt! 

Jeg kommer hurtigt hen over de første kilometer. En kvinde fra herberget lånte mig et varmelegeme til mit knæ i går, som jeg sov med, og det virker til at have gjort underværker. Jeg mærker slet ingen stivhed i knæet, som jeg ellers normalvis plejer at føle om morgenen. For første gang i lang tid kan jeg mærke store fremskridt i benet, og det gør mig så optimistisk på det her vanvittige projekt.  Jeg bliver for første gang præsenteret for hypafix (også kaldet omnifix), der skal vise sig at blive det mest geniale plaster til at undgå vabler. Leonie og Michelle er de to søde kvinder sidst i 50’erne, som præsenterer mig for vidundermidlet. Jeg har mødt dem adskillige gange på turen, hvor særligt Leonie altid kommer med sætningen: “Hi Simone, how is your knee”. Vablede fødder og svage lemmer er altid er sikkert samtaleemne på caminoen, men i dag blev samtaleemnerne udvidet, og jeg får endnu to kærlige caminovenner. 

Jeg ankommer sent på eftermiddag til Mansilla de las Mulas, og det første der møder mig er denne økologisk butik, som også har veganske varer. Med et fåtal af indbyggere bliver jeg igen forundret over, hvor udbredt den veganske og vegetariske livsstil er i selv de mindste landsbyer. Jeg køber blandt andet en pakke falafler, der forhåbentligt kan udgøre de næste dages sandwichfyld til madpakken! 

Lige som jeg troede, jeg aldrig skulle se Rob, Manfred og Kai igen (eftersom vores veje skiltes for et par dage siden), står de lige pludselig foran mig ved herberget Gaia. Kai er den første jeg møder ved indgangen til herberget, og som giver mig den største krammer, og som uden tvivl er inderligt glad for at se mig. Kort efter dukker Rob og Manfred også op, som ligeledes tages imod med store kram. Det er den vildeste gensynsglæde, der opstår, når man ser kendte ansigter på caminoen (også selvom det er tre ældre mænd fra 50 år og op efter). Det er en følelse, der slet ikke kan beskrives, og som sikkert kan være svær at forstå. Men når man er alene afsted i så lang tid, og man så møder mennesker, der forstår ens situation, og som på mange måder har de samme tanker og drømme som en selv, så er det hele ret magisk. Og så især, når man troede, at man ikke skulle se personerne igen, men man så alligevel helt tilfældigt støder ind i dem. Min caminofamilie vokser og bliver kun bedre <3 

Der er gang i køkkenet på herberget. Mændene har besluttet, at vi skal lave stor og god middag til mors ankomst i aften. Hvor betænksomt er det lige?  

Og så er hun her <3 Jeg tror ikke, hun havde forventet en velkomst med mig og fem halvgamle mænd, der oveni købet havde lavet middag og efterfølgende sang fællessang.  Men jeg tror næsten ikke, man kan få en bedre start på sin camino. Hun er i hvert fald omgivet af den helt rette caminostemning! 

Vi skal selvfølgelig foreviges med et selfie, der sendes hjem for at bekræfte, at alt er godt! 

Og der er gaver med hjemmefra. Heldigvis ikke noget, der vejer i rygsækken, men som i stedet går lige i hjertet. Fra farmor er der fire veganske snackbarer – perfekte som mellemmåltid under gåturerne – og den dejligste hilsen. Min søde faster har også været på spil og har meget belejligt sendt to par nye vandresokker, hvilket ikke kunne passe bedre, eftersom jeg netop har slidt et par op i tåen! Og så er der også brev fra Søren – et håndskrevet et af slagsen – som jeg først åbner efter at have lagt mig i min overkøje omgivet af mørket og med pandelampen som eneste lys. Jeg savner Søren helt vildt. Men heldigvis har jeg mor på besøg nu, og jeg glæder mig så meget til en uge fuld af caminoeventyr med hende. 

6 Comments

  • Liv Lolland
    9. august 2018 at 22:30

    God lesning, og flotte bilder!
    Du er tapper, sterk og modig!

    Reply
    • simonejespersen
      10. august 2018 at 14:44

      Tusind tusind tak Liv ! <3

      Reply
  • Mads Brandt pallesgaard
    10. august 2018 at 16:33

    Hej Simone?
    Jeg nyder at læse om dine oplevelser på caminoen, og inspireres og glæder mig til at jeg selv skal afsted!
    Den bog du taler om, hvad er det for en bog?
    Mads?

    Reply
    • simonejespersen
      10. august 2018 at 19:48

      Hej Mads – tak skal du have!! Og fedt, du selv skal afsted, håber du får en fantastisk tur!! Bogen jeg bruger er camino de santiago michelin guide. Den kan købes til omkring 100 kr i de fleste boghandlere og er virkelig brugbar 🙂 Buen Camino!

      Reply
  • Vishal Mathur
    19. august 2018 at 12:26

    Hej Simone,
    Jeg er selv netop vendt hjem, efter en Camino på den portugisiske rute, men også tidligere gået den franske rute. Det er super spændende at læse din historie, betragtninger og gense de meget velkendte byer og alberguer gennem din fortælling og billeder ? Særligt mødet med andre pilgrimme og familiefølelsen, får mig til at trække på smilebåndet, og huske på de utallige mange unikke øjeblikke man har delt med dem.

    Tak fordi du deler din historie ?

    Mvh Vishal

    Reply
    • simonejespersen
      19. august 2018 at 17:26

      Hej Vishal, Tusind tak for din kommentar! Dejligt, du gider at følge med! Og ja, mødet og sammenholdet med de andre pilgrimme er helt fantastisk – noget man slet ikke kan forestille sig, før man står i det selv! Håber du har haft en fantastisk tur! Hvordan var den portugisiske camino? Jeg overvejer selv, at det skal være den næste, jeg kaster mig over!
      Mvh Simone 🙂

      Reply

Leave a Reply