AFTENSMAD / OPSKRIFTER

LASAGNE MED GRØNTSAGER, PLANTEKØD, TOMATSOVS OG KOKOSBECHAMELSOVS

Lasagne er nok en af de klassiske retter i det danske køkken. Eller i hvert fald en af de retter, som danskerne laver ofte. En ret som er forholdsvis nem at lave, og som stort set alle kan lide. Undtagen mig. Som barn i hvert fald. Jeg brød mig ikke om oksekødets konsistens og endte derfor altid med at skrabe kødet væk og i stedet blot spise lasagneplader med tomatsovs. For man puttede ikke grøntsager i lasagnen, da jeg var barn. Eller vi gjorde i hvert fald ikke, og det tror jeg egentligt var meget normalt?

Denne lasagne er dog fyldt med gode grøntsager. Det er egentligt ikke fordi, det er så tydeligt i udseendet. Men det giver alligevel en helt anden fylde, smag og god næring. Og så er det almindelige oksekød selvfølgelig skiftet ud med plantefars. Noget jeg ærlig talt ikke tror, man ville kunne smage forskel på. Søren og jeg havde i hvert fald gæster ovre til aftensmad, der påstod, at den smagte som en ganske almindelig lasagne.

Så vil du lave vegansk mad, hvor folk ikke opdager, at de spiser plantemad, kan lasagnen være et godt sted at starte 🙂 Og selvom kokosbechamelsovsen lyder noget så eksotisk, så smager den fantastisk og giver nøjagtig den cremethed, som vi kender det fra den klassiske lasagne. Godt snasket, også selvom denne sovs ikke har set skyggen af ost. Kokosmælk blandet med gærflager tilsat krydderi og lidt maizena kan simpelthen noget helt fantastisk! Det er nemt at lave og smager så lækkert. Bare det at kunne få lov til at slikke grydeskeen af efter at have lavet sovsen…. muuuums 🙂

LASAGNE

3 fed hvidløg – fintsnittet
½ chili – fintsnittet
2 almindelige løg – fintsnittet
1 rødløg – fintsnittet
400 g plantefars
2 små gulerødder – i tynde skiver
2 store buketter blomkål – fintsnittet eller revet
1 dåse hakkede tomater
2 – 3 dl vand
Timian
Salt
Peber
Olie til stegning
En pakke grove lasagneplader

  • Varm en stor gryde op med olie.
  • Svits hvidløg, chili, løg, rødløg og gulerødder i gryden i et par minutter.
  • Kom plantefarsen i gryden og steg indtil det virker “gennemstegt”.
  • Kom til sidst blomkålen i og steg med i et par minutter.
  • Hæld de hakkede tomater i gryden, og tilsæt efterfølgende vandet.
  • Smag til med timian, salt og peber.
  • Lad blandingen simre, mens du laver bechamelsovsen.

KOKOSBECHAMELSOVS

1 dåse kokosmælk
2 spsk maizena
2 – 3 spsk gærflager
1 spsk citronsaft
2 – 3 tsk salt
1 tsk peber

  • Lad kokosmælken koge i en gryde, og tilsæt maizena under omrøring, til du får en god tyk sovs.
  • Tilføj de øvrige ingredienser, og smag den gerne til med lidt mere, hvis du ønsker den stærkere i smagen.

KLARGØRING

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Hæld et tyndt lag tomatsovs i bunden, derefter kokosbechamelsovs og lasagneplader.
  • Fortsæt med lagene, til du ikke har mere fyld. Drys gerne lidt timian på toppen.
  • Bag lasagnen i ovnen i omkring 30 minutter.
  • Server gerne sammen med en grøn salat eller tomat salat.
  • Velbekomme 🙂

No Comments

    Leave a Reply