KAGE / OPSKRIFTER

CHOKOLADECOOKIES MED BANANIS

Det gode vejr betyder en is eller to at køle ned på. I hvert fald hvis du spørger mig! Sagen er blot den, at jeg er en rigtig flødeis pige. Og jeg ville til hver en tid vælge flødeis over en sodavandsis eller sorbet for den sags skyld. Problemet er bare, at hverken mælk eller fløde er en mulighed, og det udelukker altså også utroligt mange gode is. Blandt andet den alt for gode sandwich is, som har fået mange lange blikke i frysediskene de sidste par dage.

Derfor er jeg også totalt begejstret over dagens veganske version af sandwich isen! En simpel chokolade cookie tilsat en god portion bananis i midten! Isen er ok sund, cookien not so much… Men det smager fuldstændigt fantastisk!

God fornøjelse med opskriften i det dejlige danske sommervejr 🙂

INGREDIENSER

CHOKOLADECOOKIES – 12 STYKS
100 g sukker
150 g brun farin
2 tsk vaniljesukker
1 tsk salt
100 g smeltet kokosolie
0,5 dl plantemælk – jeg brugte sojamælk med vanilje fra Naturli
200 g mel
1 tsk bagepulver
100 g mørk chokolade hakket groft – selvfølgelig uden mælk

BANANIS
3 frosne bananer – læg dem eventuelt i fryseren dagen før, alternativt i minimum 4 timer
1 spsk peanutbutter – kan udelades, men giver en god smag
0,5 dl plantemælk  – jeg brugte sojamælk med vanilje fra Naturli

FREMGANGSMÅDE

CHOKOLADECOOKIES

  1. Hæld sukker, brun farin, vaniljesukker, salt og smeltet kokosolie i en stor skål og bland godt sammen.
  2. Hæld mælk i blandingen og pisk godt indtil konsistensen er cremet, og alle klumper er væk.
  3. Si mel og bagepulver i, og vend forsigtigt sammen med en dejskraber.
  4. Tilsæt de store stykker chokolade, og vend igen forsigtigt sammen med en dejskraber.
  5. Sæt dejen på køl i køleskabet i 30 minutter.
  6. Forvarm ovnen til 180 grader, og gør en bageplade klar med bagepapir.
  7. Læg en stor spsk dej på bagepladen per cookie – husk god afstand, så de ikke vokser sammen.
  8. Bag i 5 – 10 minutter alt afhængigt af din ovn – pas på med at give dem for meget, da de så kan blive meget hårde.
  9. Afkøl kagerne helt, da isen ellers hurtigt vil smelte.

BANANIS

  1. Tag bananerne ud af fryseren, og del dem et par gange.
  2. Blend bananerne med peanutbutter og plantemælk – brug enten en stavblender eller en almindelig blender.
  3. Hvis isen er blevet for flydende, kom den da på køl i 10 – 15 minutter inden servering.

SERVERING

  1. Find to cookies frem i nogenlunde samme størrelse og fyld med et par gode skefulde bananis.
  2. Læg den øverste cookie på og pres forsigtigt, så isen kommer ud til kanterne.
  3. Gentag så du ialt har seks fine cookiesis.
  4. Kom dem gerne på køl inden servering, så bananisen har mulighed for at sætte sig helt. Hvis du bare er virkelig sulten efter is, som jeg, kan de også sagtens spises med det samme 🙂
  5. Velbekomme!

No Comments

    Leave a Reply