CAMINO / CAMINOEN I BILLEDER

UGE 6 – CAMINOEN I BILLEDER

Caminoen i billeder er tilbage efter en uges pause! Sidste uge gik nemlig med at bage alverdens kager til min fødselsdag om fredagen, så der blev ikke forfærdeligt meget tid til at kigge tilbage i gemmerne efter gode minder fra caminoen. Men efter en god fødselsdagsweekend, er jeg nu klar med uge 6 på caminoen. Og det lyder jo fuldstændigt vildt, at jeg har gået alene på caminoen i 6 uger – et helt fantastisk eventyr der for alvor begynder at lakke mod ende.

God fornøjelse og tak fordi I stadig gider at læse med!

FREDAG DEN 8. JUNI

Se, lyt, smil, drøm og elsk. Vise ord på en fredag morgen, der minder mig om de vigtige ting i livet. Faktisk har jeg slet ikke styr på, at det er fredag. Det er først her efter, jeg er kommet hjem, at jeg får styr på, hvilken dag det er. Dagene glider totalt ind i hinanden, og jeg kan på ingen måde mærke forskel på, om det er mandag eller lørdag. Selvom de melder regn hele dagen, vil jeg nyde at være i ét med det hele. Nyde at være i nuet og blot tage dagen ind, som den kommer. Se de øvrige våde pilgrimme gå forbi. Lytte til regnen, der jævnligt rammer ned og bliver til store pytter. Smile over en solskinstråle, der får møvet sig igennem en sort sky. Drømme om endnu flere eventyre som dette. Og elske Søren, min familie og bare livet generelt.

Det har som forudsagt regnet ustandseligt hele dagen. Derfor fik jeg også først taget mit kamera op ad tasken, da jeg nåede frem til mit herberg, hvor der kom et ophold i regnen og de tunge skyer. Et meget klogt træk i forhold til kameraet, men det betyder også, at jeg ingen billeder har fra i dag. Alligevel husker jeg tydeligt, hvordan jeg for første gang møder Nicolas fra Frankrig – en spinkel lav mand i 40’erne. Og hvordan vores intense snak stille og roligt ebber ud i stilhed, mens vi blot går ved siden af hinanden og lader regnen gennembløde os. Selvom min regnjakke er god, så mangler jeg virkelig mine regnbukser. Og jeg tænker stadig tilbage på min første dag, hvor jeg uden videre vælger at smide de gamle og efter min mening tunge regnbukser ud med tanken om, at jeg da aldrig vil få brug for dem. Efter et varmt bad på herberget køber jeg dog et plastikregnslag ved den lokale købmand, der forhåbentligt kan sikre mig bare lidt bedre mod de næste dages regn.

Og for lige at vende tilbage til billedet af herberget, så har jeg efterfølgende opdaget, at den sortklædte mand i midten var min sengenabo. Nogen har allerede hørt historien om den nat, der blev fuldkommen ødelagt, fordi jeg sov ved siden af en mand, der havde den vildeste pruttende snorken. Ikke engang ørepropper eller højt musik var nok til at fjerne støjen. Og her har jeg ham. Som et lille minde. Jeg lovede mig selv, at hvis jeg på et tidspunkt senere på turen mødte ham på et herberg, så var det helt ok at flytte seng, sovesal eller sågar herberg…

LØRDAG DEN 9. JUNI

Vejene er drivvåde fra i går, men heldigvis ser det ud til, at det kun er solen, der får lov til at komme frem i dag. Dog har regnen gjort omgivelserne så friske og klare, hvor naturens dufte er blevet intensiveret. Morgener på benene i naturen er simpelthen noget af det mest fantastiske. En vane jeg helt klart skal tage med mig hjem. Alene med sig selv og sine tanker. Kun afbrudt af fuglefløjt, susende blade og buen camino fra de øvrige pilgrimme.

Hvad er dine drømme?

Senere på formiddagen går jeg forbi drømmetræet. Jeg kunne jo egentligt bare været gået forbi, som så mange andre gjorde. Men af en eller anden grund var jeg fuldstændig klar over, hvad mine drømme var. Noget jeg ellers kan være vældig usikker på. Men lige nu var de helt tydelige for mig. Og jeg følte en stor trang til at få dem skrevet ned. Få sat ord på det, jeg har gået at tænkt over de sidste mange uger. Få drømmene ud i virkeligheden. Caminoen var engang kun en drøm, som jeg ærlig talt var usikker på, hvorvidt den ville blive til virkelighed. Men de fleste drømme kan blive virkelige. Og jeg glæder mig til, at jeg på et tidspunkt skal opleve tingene, der står gemt i sedlen <3

Endnu engang går jeg opad, opad og opad. Men det belønner sig altid med den smukkeste udsigt. Også selvom det til tider kan virke totalt uoverskueligt. Jeg er på vej til O Cebreiro – en lille bjerglandsby der ligger over 1000 meter over havets overflade. Selvom jeg har hørt mange historier om byen, så ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal forvente. Det eneste, jeg håber på, er en café med noget varmt at drikke, for vejret er igen til den kolde side her i Spanien.

Sådan en omgang pasta og grøntsagssovs med det spanske bjerglandsskab i baggrunden <3 Nok mit livs smukkeste frokostudsigt.

Og udsigten fortsætter. Varmen kommer, og jeg begynder at ligne en tomat i hovedet. Men det hele skal selvfølgelig foreviges med et billede, som en af de øvrige pilgrimme er så venlige at tage. I øvrigt er det konen til den vanvittige snorker, der tager billedet. Jeg føler bestemt, at de skylder mig en eller anden form for tjeneste, hvis ikke undskyldning, nu hvor de har ødelagt min nat. Dog tyder deres venlige og ikke undskyldende smil på, at de ikke har nogle betænkligheder over mandens vanvittige opførelse i nat… Som et barn der ikke ved, hvad det har gjort galt. Jeg overdriver klart situationen, men når nu det hele blot foregår inde i mit hovede, er det vel okay. De er jo søde nok, men et er sikkert, jeg skal aldrig sove tæt på dem igen. Hvad der netop gør mig urolig er, at jeg bliver ved med at møde dem. For tænk, hvis vi ender samme sted igen. Men nu ved jeg i det mindste, hvem jeg skal holde øje med :))

Jeg ankommer til herberget i Fonfría efter 24 kilometer. Det er en enorm sovesal, hvor jeg med stor sandsynlighed vil møde snorkende pilgrimme. Bare tanken om en nat uden søvn igen gør mig træt. Desværre er der ikke engang mulighed for, at jeg kan være taktisk omkring mit valg af seng, da stort set alle er optaget. Jeg har nemlig fundet ud af, at der kan være mange gode overvejelser – helst i hjørnet, væk fra toilettet, gerne tæt på vinduet og væk fra døre, hvor folk går ud og ind. Trods de mange kriterier lykkes det at finde en nogenlunde seng, der oven i købet er en underkøje, og da jeg vågner fra en lur to timer efter, ligger Michelle i køjen over mig. Chancen for at jeg møder hende igen, og endda i køjen over mig. Men hvor er det dejligt at se hende igen.

Jeg har købt billet til fællesspisningen i aften. Mest af alt fordi der ikke er andre muligheder, men særligt også fordi køkkenet laver både vegetarisk og vegansk menu. Det hele smager dejligt. Den varme grøntsagssuppe. Det hjemmebagte brød. Den hjemmeavlede vin. Stemningen er fantastisk. Og jeg sidder til bords med ene af folk, jeg kender. Som om vi er samlet til en stor venskabelig middag. Hvor samtalerne i starten af caminoen gik på, hvad vi hver især lavede, og hvorfor vi gik turen. Så snakker vi nu mest af alt om, hvordan det mon bliver, når den her tur er ovre. Hvad vi skal med vores liv. Om vi overhovedet ville kunne genkende hinanden i almindeligt tøj. Vandretøjet er en slags uniform, hvor vi alle er ens. Vi bliver ikke dømt på vores udseende, men bliver taget for de mennesker, vi er indeni. Det er næsten lidt vemodigt at tænke på. At vi alle snart skal skilles og tilbage til den almindelige verden igen.

SØNDAG DEN 10 . JUNI

Jeg sætter virkelig pris på de store vidder. Det kuperede landskab, der er så smukt og eksotisk for mine danske øjne. Og jeg nyder ekstra meget at have stien helt for mig selv i dag. For jeg har hørt, at det snart skal blive en ret anderledes camino. Jeg ankommer nemlig snart til Sarria, der er startby for utroligt mange nye pilgrimme. Byen ligger lidt over 100 kilometer fra Santiago, der er det minimale antal kilometer for at kunne modtage et Compostella (bevis). Jeg har ingen idé om, hvor mange mennesker, vi vil blive, men jeg nyder i hvert fald stilheden for nu.

Og se lige hvor fint et øjeblik, det lykkedes mig at fange. En lokal mand med stokken hængende over skulderen. Ude efter sine brune køer, der går og græsser på marken. Caminoen giver indblik i en hverdag, jeg ellers aldrig kommer tæt på.

Så sker det endnu engang. At jeg på min vej til Sarria og midt ude i ingenting kommer forbi den hyggeligste oase – jeg ved, jeg har sagt det mange gange, men de mest fantastiske steder har det altså med at dukke op ud af ingenting her på caminoen. Det er altid, når man mindst venter det og har allermest brug for det. For i dag havde jeg faktisk mere end noget brug for en god pause. Jeg havde forinden lyttet til lydbog, hvor min farmor pludselig ringer midt i det hele. Og uden jeg ænser det, misser jeg en gul pil og går af caminoen. Jeg var for første gang faret vild, og kunne som sådan ikke bare vende om, da jeg ærlig talt ikke vidste, hvilken vej jeg var kommet fra. Totalt opslugt af telefonen og farmors samtale… Men meget smertefrit kommer jeg dog tilbage på stien igen, og fem minutter efter svinger jeg ind i paradis med frugt, nødder, brød, kaffe, kiks, plantemælk, juice osv.

Et super hyggeligt sted ejet af en australsk mand, som jeg oven i købet deler navn med. Meget pudsigt. Desuden møder jeg en pige på min egen alder fra Israel, der var kommet forbi, ligesom jeg selv, for over 10 dage siden, og som ikke var kommet videre på sin camino. I stedet var hun blevet en del af det lille bofællesskab, og hjalp nu til, når der kom nye gæster eller når der skulle laves noget på huset eller i haven. Hvorvidt hun var blevet lidt småforelsket i en af de andre beboere, fandt jeg aldrig helt ud af. Men det er skida en meget smuk historie alligevel. Og det viser, hvad caminoen også kan. At man har tid og mulighed for at blive, hvis man er tiltrukket af et sted eller en stemning.

Nu, nu, nu, nu, nu, nu… Uret taler for sig selv. Og det er så vigtigt at huske på, at tiden er nu. Vi skal passe på med ikke kun at leve i fortiden og fremtiden, men i stedet være i nuet. Noget jeg selv arbejder meget med, og som jeg gerne vil være bedre til!

Endnu mere smuk natur. Jeg forsøger at stoppe op så mange gange som muligt i løbet af en dag. Tage øjeblikkene ind. Dufte til blomsterne. Tage en dyb indånding og værdsætte omgivelserne. Endnu en af de ting, jeg hele tiden forsøger at blive bedre til.

Endnu engang er det suppevejr. Det begyndte nemlig at stå ned i stænger på de sidste kilometer til Sarria, og jeg var derfor pænt tilfreds med købet af mit regnslag forleden dag! Men med et varmt bad og en omgang suppe er den ikke den regn, jeg ikke kan klare længere 🙂

Efter en dag med regn har jeg valgt at forkælde mig selv med et privat værelse. Mest af alt fordi jeg har fået minimalt med søvn, siden jeg sov ved siden af den franske mand. Så i dag er det altså tid til selvforkælelse. Desværre har jeg ikke et billede af værelset, men det var ret fornemt, idet jeg havde hele to senge og et kæmpe badeværelse beklædt i marmor – ligesom opgangen – og med et badekar, hvor jeg næsten var ved at gå i opløsning hen på eftermiddagen. En rigtig spadag på caminoen. Det er så rart, at der ikke længere skal særlig meget til, før jeg har en følelse af ren forkælelse. Caminoen gør alt så simpelt og husker en på de små ting i livet.

MANDAG DEN 11. JUNI

Min morgen i Sarria starter ret fantastisk. Jeg har gennem appen Happy Cow fundet frem til den fineste lille helseforretning, der blandt andet serverer vegansk morgenmad. Og jeg er pænt solgt. En god kop kaffe med plantemælk. Den lækreste smoothie med banan, dadler og kanel. En skål morgenmad med tørret frugt og nødder på toppen. Og så er forretningen bare ret fin i sig selv.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg på vej ud af Sarria nu. Og som I kan se, så betyder det, at jeg lige nu går blandt et hav af mennesker,d er netop har startet deres camino. Jeg kender stort set ingen mennesker, og det er ret tydeligt, at vi er meget få mennesker, som faktisk har gået hele vejen fra Frankrig. Folk kigger da også en smule måbende, når jeg fortæller, at jeg har gået 700 kilometer, og at de resterende 100 kilometer for mig er slutningen på hele den her tur. Dermed også sagt, har jeg det lidt ambivalent med at gå blandt alle de nye pilgrimme. De lugter godt af vaskepulver og parfume. De fleste har sminke på. Håret sidder godt. Og man kan særligt kende dem på deres rene og ofte helt nye sko. De snakker, griner og synger. Noget jeg har lidt svært ved at overskue, når jeg har gået så mange dage i min egen stilhed. Stemningen på caminoen har helt klart ændret sig.

Midt i menneskemylderet kommer dagen lige pludselig. 100 kilometer til Santiago. Sølle 100 kilometer. Starten for nogen, men snart enden for mig. Det er så vild en følelse. 100 kilometer virker som ingenting. Det er kun 4 – 5 dage, og så står jeg i Santiago. Jeg har gået 700 kilometer nu. 700 kilometer!

Som om dagens morgenmad ikke var nok, kommer jeg til eftermiddag forbi den veganske café Los Andantes, hvor jeg får en burger! At være veganer på caminoen må siges at være en ren fornøjelse lige pt!

Den sidste strækning før Portomarin er lidt af en udfordring. Særligt fordi det regner, og fordi stien er både smal og stejl. Men ned kom jeg, og blev mødt af synet af vand. Og først der gik det op for mig, at jeg i de sidste 6 uger ikke har set skyggen af det, der minder om en stor sø. Små vandløb tæller i hvert fald ikke i min bog. Og lige der, savnede jeg at være tæt på vandet. Tæt på hjem.

I Portomarin er det lige ved at gå galt i forhold til overnatning. Jeg ankommer først sent på eftermiddagen til byen, der summer af mennesker – både nye som gamle pilgrimme. og ved indgangen til byen får jeg at vide, at der efter sigende ikke skulle være flere sovepladser. Som i IKKE flere sovepladser i hele byen! Men ved det kommunale herberg i udkanten af byen, får jeg en af stedets sidste senge. Pyha! Tilmed har jeg også fundet ud af, at det stort set kun er garvede pilgrimme, der sover på de kommunale herbergs. De nye pilgrimme har i stedet lejet sig ind på de private sovesteder.. Jeg havde godt hørt, at det kunne være et problem at finde overnatning efter Sarria, men jeg troede ærlig talt ikke, at der ville være så mange mennesker over det hele! Og apropos billedet, se lige hvor fint man kan tørre tøj mellem to køjesenge :))

TIRSDAG DEN 12. JUNI

Endnu en dag fyldt med mennesker på ruten. Ja, de forsvinder jo ikke ligefrem, så jeg kan lige så godt få det bedste ud af det. Jeg får snakket med mange nye mennesker. De fleste går den korte tur, fordi de simpelthen ikke har tid til mere. Og det forstår jeg jo sagtens. Selvom jeg nok aldrig ville gå de sidste 100 kilometer, men i stedet vælge et sted midt på ruten.

Og så var der lige middagens gode salat med valnødder!

Og det blev endnu en dag, hvor kameraet ikke kom frem på grund af det våde vejr. Meget heldigt har jeg fået en seng på et nydeligt herberg i Palas de Rei , hvor jeg for første gang på turen har et rullegardin, jeg kan trække for min seng. Ret fornemt. Og jeg nyder da også at kunne ligge helt for mig selv med en bog inde bag gardinet. Når jeg tager musik i ørene, føles det næsten som om, jeg er helt alene på mit eget værelse.

Ups, jeg er kommet til at glemme onsdag  🙂 Mest af alt, fordi jeg faktisk stort set ikke har taget nogle billeder, men mest af alt bare har gået for mig selv og nydt nuet og stilheden omkring mig. 

TORSDAG DEN 14. JUNI

Jeg har endelig luret det! Hvis jeg står tidligt nok op, har jeg stierne for mig selv. Mange af de nye pilgrimme sover nemlig længe. Og hvor føles det dog rart. At kunne gå med sig selv og bare lytte til naturen, som for en gangs skyld ikke er overdøvet af larmende mennesker. Jeg kan tage mig selv i at lyde lidt for sart, når jeg siger det på den her måde. Men sandheden er bare, at jeg har gået i så rolige og fredelige omgivelser de sidste mange uger, at det virkelig føles som en stor kontrast at være omgivet af så mange mennesker, der ikke rigtig forstår det, man har været igennem. På den anden side er det måske en meget god forberedelse til det liv, der venter mig, når jeg kommer hjem fra den her tur.

Selv efter at have set hundredevis af gule pile bliver jeg stadig imponeret over, hvor mange forskellige og fine pile der er på ruten.

Og som om de foregående dage ikke har været nok, så kommer jeg da også lige forbi en café i dag, som byder på alverdens veganske retter. Og jeg kunne selvfølgelig ikke stå for det enorme stykke veganske kage, nu hvor jeg alligevel skulle have en kop kaffe. For ikke at tale om den burger, jeg fik med som take-away til middagsmad. Det er med at udnytte spisemulighederne, når de er der! Det er i hvert fald det, jeg bilder mig selv ind 🙂

Jeg er for alvor nået ind i eukalyptus skovene. Det er helt ufatteligt, hvor høje træerne er. Og så har de den mest fantastiske duft, der kun bliver intensiveret af det fugtige vejr. Som I kan se på det øverste billede, er sportstapen nu også nået ned på mit skinneben, hvor en ret kraftig skinnebensbetændelse har fundet sin vej. Jeg troede, at jeg havde oplevet en skinnebensbetændelse hjemmefra, men det er ingenting i forhold til, hvad jeg oplever nu. Hvert skridt er en smerte i benet. Som om det ikke var nok med knæet. Men mine problemer med knæet har fået mig til at overkompensere, som netop nu er gået i skinnebenet. Men med under 100 kilometer tilbage, kan jeg klare alt.

TORSDAG DEN 14. JUNI

Min morgen starter dejligt ud med, at jeg klapper og nusser et sødt hvidt æsel. Ejerne har gang i et projekt på caminoen, og for at støtte projektet giver jeg et symbolsk beløb for et håndlavet armbånd lavet i ler med en fin lille indgravering af æslet. Jeg ved ikke, hvad der er med mig og æsler her på caminoen, men jeg har efterhånden mødt en del.

Tidligt på formiddagen går jeg forbi caminoens anerkendte ølcafé, hvor man køber en øl, drikker den, skriver sit navn på flasken, og derefter hænger den op rundt omkring i cafeens gårdhave. Ret hyggeligt koncept. Men da jeg kommer forbi stedet inden klokken 10, er jeg ikke helt pjattet med ideen om en øl, og særligt ikke når jeg stadig mangler 20 kilometer foran mig 🙂

I er sikkert ved at være trætte af mine madbilleder, men frokosten byder på en god sandwich med humus. Og nok det lækreste brød, jeg har fået på hele turen!

Efter godt 24 kilometer når jeg til O Pedrouzo, hvor jeg spiser aftensmad med Hanna, Jeanine og Marie. Vi spiser på Taste The Way, endnu et spisested der serverer vegansk. En super hyggelig café, der virkelig har lækkert mad! Selv får jeg tacos, rødbedehumus og juice. Og som I kan se, afslutter vi aftenen godt med en kande sangria 🙂 I morgen er det sidste dag på caminoen. Og jeg forstår det ærlig talt ikke. Jeg har kun 20 kilometer tilbage på caminoen. Det er jo bare en lille sviptur!

4 Comments

  • Ronja Hilmand
    26. august 2018 at 12:18

    Hej Simone. Hvor er det altså spændende og ikke mindst, inspirerende at læse om din tur på Caminoen. Jeg sidder netop selv og glæder mig til jeg om lidt under 1 år har afsluttet 3.g og skal gå selv samme rute som du har gået. Jeg er selv veganer og tænker på hvordan du dog fandt frem til alle de skønne veganske spisesteder? Og om du har andre tips og tricks til en kommende Camino-rejsende? Anyways, tak for god læsning <3

    Reply
    • simonejespersen
      27. august 2018 at 8:35

      Hej Ronja! Hvor er det fedt, at du skal afsted! Det bliver en helt fantastisk rejse for dig! Og hvad angår at spise som veganer, så gik jeg meget efter denne liste, som du kan finde her: https://heartofthecamino.com/life/vegetarian-way/ . Selvom mange kun står som steder med vegetarisk mad, så laver de fleste også vegansk mad. Til frokost lavede jeg ofte min egen mad (brød med grøntsager og humus). Men man skal selvfølgelig være lidt mere opmærksom på, at man ofte ikke kan få særlig meget! Jeg købte derfor også altid en humus, når jeg kom forbi en, bare for at have den til senere 😀 Og ellers synes jeg faktisk, man kommer forbi en del fine steder på turen! Held og lykke med det hele! Og buen camino <3

      Reply
  • liv lolland
    26. august 2018 at 22:03

    Du er dyktig! Veldig,veldig ondt med skinnebensbetennelse. Har humpet meg frem med staver for og komme videre selv. well done og tilykke videre.

    Reply
    • simonejespersen
      27. august 2018 at 8:31

      Hej Liv – Mine stave har også været yderst behjælpelige! Og så hjælper det selvfølgelig også at vide, at man ikke har så forfærdeligt mange kilometer igen! Men ja, skinnebensbetændelse er bestemt ikke rart! 🙂 Og mange tak for din besked 🙂 Knus!

      Reply

Leave a Reply