Er man som veganer på ferie i Madrid, kommer man bestemt ikke til at gå ned på veganske burgere, og især ikke hvis man besøger Viva Burger! Med 10 plantebaserede burgere på menukortet kan det faktisk gå hen at blive en temmelig svær beslutning, da de stort set alle lyder gode! Ved middagstid var de hyggelige lokaler fyldt op med mennesker, og flere stod endda i kø i baren for at vente på ledige borde! Vi startede med at dele de lækreste kroketter lavet af spinat, pinjekerne og rosiner. Noget, jeg helt klart skal have eksperimenteret med herhjemme! Hvordan de får den til at hænge så godt sammen uden ost er mig en gåde! Jeg må have gang i køkkenet! Vi vælger ofte to forskellige burgere, så vi på den måde kan dele og smage lidt forskelligt. Søren valgte arabic burger med falafel, ananas, blommer, nødder og en krydret dressing – en lille bid af det arabiske køkken. Dog var jeg en lille smule skuffet over burgeren, da den mest af alt mindede mig om en almindelig pita med falafler, som jeg nemt selv laver hjemme. Til forskel fra Sørens burger valgte jeg forest burger med en bønnebøf samt fyld af svampe og løg. Her var jeg heldigvis noget mere imponeret, da svampene virkelig fungerede godt i både smag og konsistens. Og en lille kaffe til at slutte af på! Vi sad begge og arbejdede lidt – Søren med noget videoredigering, og jeg med hjemmesiden her. Dog var der som sagt pænt overbooket, hvorfor vi ikke kunne blive siddende hele dagen 🙂 Og vi skulle selvfølgelig også ud og nyde det gode vejr! Og se lige så fint et toilet. Eller det så faktisk lidt kaotisk ud, men de fine klinker og guldarmaturet var altså så fint! EAT POSITIVE – Og man kan altså også få andet end veganske burgere såsom salater, wraps, pasta, desserter og morgenmad! Vegansk is klarer de også!

Viva Burger
Costanilla de San Andrés 16
28005 Madrid, Spanien

No Comments

    Leave a Reply