KAGE OPSKRIFTER

VEGANSKE RENSDYRS COOKIES

Hvad er mere julet end de sødeste rensdyrs cookies, der dufter skønt af appelsin, når de kommer ud ad ovnen, og samtidigt leder tankerne hen på alverdens gode julefilm med den røde tud? Jeg er i hvert fald overbevist om, at julestemningen er kommet. Og særligt nu når kalenderen også siger 2. december! Siden hvornår gik tiden lige så hurtigt, at vi kan skrive den sidste måned i året? Men apropos kalender, så er de søde cookies her faktisk lavet i samarbejder med Center for Grøn Omstilling ved Aalborg Kommune, der i år har lavet en fin facebookjulekalender med fifs til en grønnere og mere bæredygtig jul – heraf et vegansk indslag, som jeg har været så heldig at stå for! Du kan finde hele julekalenderen på deres facebookside lige her. Og så ønsker jeg dig en dejlig 1. søndag i advent, der jo meget passende kunne stå på kagebagning :-)))

Giver ca. 20 cookies 

Ingredienser

1 planteæg, laves af 1 spsk. knuste hørfrø* og 3 spsk. vand
150 g plantebaseret smør
250 g brun farin
2 spsk. lys sirup
250 g mel
1 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
100 g mørk chokolade, finthakket
50 g mandler, finthakket
Skallen af 2 økologisk appelsiner

Brun og rød glasur:
200 g flormelis
3 tsk. kakao
3 tsk. rød konditorfarve
4 spsk. kogende vand

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 175 graders varmluft.

Bland ingredienserne til dit planteæg i en lille skål, og lad det stå i 5-10 minutter, til det har en slimet konsistens. Imens blandes plantebaseret smør, brun farin og lys sirup i en skål, hvor det piskes sammen, til massen er lys og luftig. Tilføj efterfølgende dit planteæg til sukkermassen, og pisk blandingen igen.

Kom nu mel, natron, bagepulver og appelsinskal i blandingen, og pisk til du har en jævn dej. Vend til sidst mørk chokolade, mandler og appelsinskal i dejen.

Opdel din dej i kugler af ca. 40 gram. Tril kuglerne runde og pres dem til en flad cirkel med 1 cm i højden. Kom kagerne på en bageplade med bagepapir – pas på med ikke at lægge dem for tæt, da de flyder meget ud.

Bag kagerne i ovnen i ca. 6 minutter. Husk at hold øje, da det går stærkt. Lad efterfølgende kagerne køle af på en rist.

Kom henholdsvis 100 g flormelis i to små skåle. I den ene skål tilføjes kakaopulver samt 2 spsk. kogende vand. I den anden skål tilføjes rød konditorfarve samt 2 spsk. kogende vand. Tilføj eventuelt mere flormelis til de to skåle, da konsistensen gerne skal være tyk, så glasuren ikke løber. Kom de to glasure i sprøjteposer, og giv dine cookies et sødt rensdyr ansigt med næse, øjne og gevir.

* brug enten en morder eller en lille minihakker til at knuse dine hørfrø.

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Mia
    30. november 2019 at 21:43

    Hej Simone. Hvilken mel er der brugt i rensdyr cookie??

    Vh Mia

Leave a Reply