FROKOST / MADPAKKE / OPSKRIFTER

VEGANSKE PIZZASNEGLE MED SPINAT, BASILIKUM, GULEROD & KRYDRET TOMATSPREAD

Det er alt for lang tid siden, jeg sidst har lavet pizzasnegle. Og ærligt kan jeg ikke helt finde ud af, om det er fordi mit hovede nogle gange er indrettet efter princippet om, at alle almindelige retter selvfølgelig ikke kan laves vegansk. Eller at det i hvert fald vil være noget så besværligt, hvis det skal kunne lade sig gøre. Men heldigvis bliver jeg hele tiden klogere og ser nye muligheder i det plantebaserede køkken! For selvom en pizzasnegl hos mig tidligere har bestået af store mængder skinkestrimler og ost, så er det ikke nødvendigvis sådan, det skal være.

Smagene i en pizzasnegl kan nemlig komme til live på så mange andre gode måder, hvilket også omfatter plantebaseret madlavning. Derfor har jeg i denne udgave valgt at lave en lækker tomatspread krydret med soltørrede tomater, oliven, basilikum, hvidløg, salt og peber. Og for ikke kun at spise brød med tomat har jeg tilføjet en god portion grøntsager bestående af spinat og gulerod. Pizzasneglene bliver derfor noget kun sundere end den almindelige kombination med skinkestrimler og ost. Samtidigt smager de, som en god pizzasnegl skal smage, og de gør det pænt godt i en madpakke. Men husk også at smag en af de helt nybagte fra ovnen – så fåes de nemlig ikke bedre!

DEJ

25 g gær
2,5 dl lunkent vand
1 spsk olie
1 tsk salt
2 dl rugmel
5 dl hvedemel
Lidt mel til udrulning

FYLD

50 g soltørrede tomater
70 g sorte oliven uden sten
2 fed hvidløg
140 g tomatpasta (svarer til en lille dåse)
Lidt salt
Lidt peber
1 lille håndfuld frisk basilikum fintsnittet
2 håndfulde frisk spinat fintsnittet
1 gulerød revet småt
Eventuelt lidt gærflager

FREMGANGSMÅDE

Opløs gæren i det lunkne vand i en stor skål. Tilsæt olie og salt og rør godt rundt, til al gæren er opløst. Tilsæt rugmel og hvedemel lidt ad gangen. Ælt dejen godt, til dejen er smidig. Læg et klæde over dejen, og lad den hæve i omkring 1 time.

Mens dejen hæver, laves fyldet. Kom soltørrede tomater, oliven, hvidløg, tomatpasta samt salt og peber i en blender, og blend til du har en grov masse. Smag gerne til med salt og peber. Snit basilikum og spinat fint, og rør det i blandingen med en ske. Riv guleroden fint på et rivejern, så det er klar til at komme på dejen.

Rul dejen tyndt ud til en stor rektangel. Smør tomatfyldet på over hele fladen, og afslut til sidst med at fordele revet gulerod og gærflager. Rul dejen på det lange led til en pølse, og skær den ud til pizzasnegle med en tykkelse på omkring 1,5 – 2 centimeter.

Kom pizzasneglende på en bageplade med bagepapir og bag i en varm ovn i 15 – 20 minutter på 200 grader. Kig gerne til pizzasneglende undervejs, måske de skal have lidt længere alt efter din ovn.

Velbekomme!

1 Comment

  • Thomas
    15. juli 2019 at 19:01

    Hej Simone
    Det ser lækkert ud. Hvor mange pizzasnegle kommer der ud af din opskrift?

    Reply

Leave a Reply