AFTENSMAD OPSKRIFTER

VEGANSK SUSHI MED RIS, VEGGIE NUGGETS & MANGO

Indrømmet. Jeg er blevet noget så besat efter succesen med den veganske sushi forleden dag, at jeg gik amok i den lille asiatiske biks efter endnu mere sushigrej til mit køkken. Nogen vil mene, det var helt tilpas amok. Andre (Søren) vil mene, at det var lige meget nok at komme hjem med 10 indkøb, når man kun gik afsted efter en enkelt bambusmåtte. Men lige så lidt jeg vidste om, at jeg faktisk manglede en bambusmåtte – for shit hvor gør selve sushirulningen så meget lettere – så vidste jeg heller ikke, at jeg manglede områdets stærkeste wasabi, en utrolig lang pakke brune risnudler, for ikke at tale om den utroligt lækre pakke tang, der på rekordtid er blevet min foretrukne to-go-snack, endda en sund en af slagsen. Og nu vi er ved snakken, så tror jeg da lige, jeg snupper en lille plastikpakke at gumle på til opskriftskriveriet!

Udover at gårsdagens sushi blev rullet en del pænere takket være min nyerhvervede bambusmåtte, så fik jeg også eksperimenteret lidt med smagene. For tænkt sig, hvis jeg nu kunne lave den der sushirulle med en indbagt reje – den knasende skorpe og alle de gode sushismage. Og heldigvis er den veganske verden så godt udrustet, at det selvfølgelig kan lade sig gøre! YEEEES.

Like Meat laver nemlig det, de kalder veggie golden chicken, der mest af alt minder om en chicken nuggets, og som skræmmende nok også smager meget derhen af. Samtidigt gør de små banditter sig usandsynligt godt i mit sushiunivers og udgør den bedste substitut for en indbagt reje – den samme knasende skorpe sammen med alle de gode smage. Mums mums mums!

Som I nok kan høre, er jeg blevet pænt stor fan af sushi på pænt kort tid. Jeg ved stadig ikke super meget omkring rulleteknikker og hvad, der ellers skal til for at få dem til at se bare en anelse smukkere ud. Men jeg ved dog, at den veganske sushi smager fuldstændigt fantastisk – om så den er pæn eller grim 😉 Det kan så meget anbefales, og er et perfekt weekendprojekt, hvor man måske har lidt mere tid til at hygge omkring madlavningen!

Jeg kan kun anbefale at komme i gang med den veganske sushi! Tag eventuelt også et kig her, hvor jeg har endnu en opskrift på vegansk sushi med bulgur, tofu og grøntsager – så kan der laves lidt forskelligt 🙂

Opskriften giver 32 sushistykker

INGREDIENSER

4 dl sushi ris – koges i 6 dl vand
3 spsk hvidvinseddike eller risvinseddike
1 spsk sukker
1/2 tsk salt
1 pakke veggie golden nuggets fra Like Meat
8 store champignoner
1 spsk miso pasta
2 dl vand
4 gode håndfulde frisk grønkål
Lidt olie til stegning
1 tsk ingefærpulver eller lidt frisk ingefær
Salt & peber
1 stor rød snackpeber
1/2 mango
1 avokado

Topping og tilbehør:
Sesamfrø
Scriracha mayo
Soja sauce
Syltede ingefær
Wasabi pasta

FREMGANGSMÅDE

Sæt risene over kog i en gryde med vand. Lad dem koge i godt 15 minutter, eller til vandet er forsvundet, og husk at rør rundt engang imellem. Bland imens eddike, sukker og salt sammen, og hæld det over risene, når de er færdigkogt. Tilføj eventuelt lidt mere salt til dine ris, hvis du gerne vil have dem en anelse mere saltet. Sæt risene på køl, mens du går videre med opskriften.

Kom dine veggie golden nuggets på en varm pande med olie. Steg dem i omkring 5 minutter, til overfladen er blevet sprød og gylden. Lad dem kort køle af, og skær dem derefter i aflange stykker til brug i sushirullerne.

Skær nu champignonerne i tynde skiver. Kom dem på en varm pande med miso pasta og vand, og lad det stege, til alt vandet er væk. Kom de færdige champignoner op på en tallerken klar til brug.

Tør hurtigt panden af med et stykke papir, og kom din grønkål på panden med lidt olie, ingefær, salt og peber. Lad det stege ved middel varme, til grønkålen falder sammen. Kom ligeledes den færdige grønkål på din tallerken klar til brug.

Skær tilsidst den røde snackpeber, mangoen og avokadoen i tynde strimler, og find topping og tilbehør frem.

Og nu til rullearbejdet… Som nogle af jer måske så på min story, har jeg på ingen måde nogen erfaring med det. Derfor vil jeg nok henvise til, at man søger lidt på youtube, eller måske bare i forvejen har nogle gode skills, som man kan gøre brug af. Men kort fortalt lægger man sin tangplade på rullemåtten, fordeler ris derpå, kommer alle sine ingredienser ovenpå, ruller rullen sammen, og skærer den ud i skiver. En tangplade giver mere eller mindre 8 sushiruller.

Pynt med lidt sesamfrø, og spis gerne din veganske sushi med soja sauce og scriracha mayo.

Velbekomme 🙂

Indlægget er lavet i samarbejde med Like Meat 

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply