AALBORG / SPISEGUIDE

VEGANSK PIZZA I AALBORG – AZZURRA

Jeg har drømt om det her SÅ længe – at kunne bestille en lækker vegansk pizza hjem til hoveddøren, når man virkelig ikke orker at lave mad, og det hele bare skal gå lidt hurtigt og være nemt, men selvfølgelig også hvis tømmermændene kalder på pizza. Og nu er det en realitet! Der er kommet vegansk pizza på Azzurra i Aalborg! Egentligt var jeg slet ikke bekendt med muligheden for at få en vegansk pizza på Azzurra, da det ikke fremgår af deres menukort. I stedet opdagede jeg det på Instagram, hvor en pige fik vegansk pizza fra stedet – og altså ikke den version, hvor man vælger osten fra, for derved at få en vegansk pizza – den her så god og tilpas snasket ud med ost! Har du også lyst til en vegansk pizza fra Azzurra? Som sagt er den ikke at spotte direkte på menukortet, men kan nemt laves efter forespørgsel. Søren og jeg valgte som udgangspunkt deres to vegetariske pizzaer, som er nummer 4 med tomat, ost, ananas, champignon, peberfrugt, løg og oliven samt nummer 316 med tomat, squash, aubergine, peberfrugt og basilikum. Her skal man så selv gøre dem opmærksomme på, at man gerne vil have den almindelig ost skiftet ud med vegansk ost. Heldigvis er det super nemt, og jeg er pænt begejstret for, at de overhovedet tilbyder den mulighed!Bor du som veganer i eller omkring Aalborg ved du sikkert, at mulighederne ikke er i nærheden af, hvad storbyerne tilbyder af restauranter, caféer og indkøbsmuligheder. Men heldigvis synes jeg, at der hele tiden sker små forandringer i den rigtige retning – nye varer på hylderne og veganske retter på menukortet – der skal nok komme adskillige flere muligheder, og det her er kun begyndelsen! Azzurra ligger flere steder i Aalborg, men da jeg kun har bestilt fra deres adresse i Nordkraft, ved jeg desværre ikke, om de også laver veganske versioner på deres øvrige restauranter – mit bedste bud vil være at ringe og spørge inden 🙂 Pizzaerne ser måske ikke ud af noget særligt, men jeg kan love dig for, at de har en virkelig god smag, og den veganske ost er lige i skabet – cremet og lækker ostet! MUMS. Det er næsten helt farligt, at Søren og jeg har fundet ud af, at de har vegansk pizza….

Azzurra Nordkraft 
Kjellerups Torv 3
9000 Aalborg

No Comments

    Leave a Reply