DESSERT / KAGE / OPSKRIFTER

VEGANSK PÆRETÆRTE MED MANDLER & MØRK CHOKOLADE

Bløde pærer, der ganske vist synger på sidste vers, skal på ingen måde gå til spilde. I hvert fald ikke her hos mig. Faktisk hader jeg at smide mad ud, og gør det derfor også ganske sjældent. Medmindre der selvfølgelig vokser mug eller anden mærkelig gevækst på. Men ellers er jeg en virkelig stor tilhænger af at forvandle forældede madvarer til nye gode ting. Og en forvandling til søde sager er aldrig en dårlig idé. Derfor lå det mig også meget nært at smide de bløde pærer i en tærte med masser af mørk chokolade (i stedet for blot i skraldespanden). Eller faktisk var det min søster, der kom med forslaget, og jeg var pænt hurtig til at bakke op om det hele. På den måde blev kaffen også reddet, da vi om eftermiddagens fik besøg af vores søde mutti. Desværre var den så god, at den også blev serveret for vores gæster om aftenen, så der sørgerligt nok ikke var en eneste bid tilbage dagen efter. Rester af god kage er ellers det bedste! Men kagens hurtige forsvinden sagde bare lidt om, hvor lækkert den smage!

DEJ

2 spsk chiafrø
300 g hvedemel
200 g smørbar
Skallen fra 1/2 citron
1/2 dl sukker
2 tsk vaniljesukker

FYLD

5 bløde og gerne søde pærer – skraldes og skæres i mindre stykker (se foto)
1 lille håndfuld mandler – groft hakket
100 g mørk chokolade uden mælk – groft hakket
Evt. alpro neutral eller alpro vanilje som tilbehør

FREMGANGSMÅDE

Tænd ovnen på 180 grader. Bland chiafrø i en skål med 5 spsk vand. Lad det stå og trække i 5 minutter, til det bliver en tyk slim. I en stor skål blandes hvedemel, smørbar, citronskal, sukker og vaniljesukker. Kom til sidst chiaslimen i, og ælt dejen godt sammen. Del dejen i to kugler, og rul dem fladt ud til to store cirkler – den ene lidt større end den anden – og som passer til dit tærtefad. Kom den største af dejene i bunden af tærtefadet, så dejen kommer op ad kanterne. Fordel mandlerne og chokoladen i bunden, og kom ligeledes pærerne i. Til sidst lægges låget på tærten. Pensel den eventuelt med lidt vand, og bag tærten i ovnen i 30 – 40 minutter. Servér gerne med lidt alpro. Velbekomme!

No Comments

    Leave a Reply