LIVSSTIL

VEGANSK HUDPLEJE – EVOLVE

Som I har bemærket både her på bloggen og på instagram, er jeg begyndt at være en del mere interesseret i, hvordan det veganske fungerer på hudplejefronten. For hvad betyder det overhovedet, når et produkt er vegansk?

Vegansk hudpleje omfatter først og fremmest, at produktet ikke må være testet på dyr. Heldigvis er vi i Danmark underlagt EU’s lovgivning, der gør det forbudt at udføre dyreforsøg i forbindelse med kosmetiske produkter og kosmetiske ingredienser. Samtidigt har vi et forbud i forbindelse med markedsføring, som betyder, at vi i EU også forbyder markedsføring af kosmetiske produkter, hvor produktet eller dets ingredienser er blevet testet på dyr. Læs eventuelt mere om EU’s lovgivning her!

Trods ovenstående fokus og forbud mod dyreforsøg, forhindrer det os i Danmark dog ikke i at købe produkter, der indeholder animalske ingredienser. Denne oplysning fik mig for et stykke tid siden til at kigge mine hudplejeprodukter igennem. For hvad er der overhovedet i de produkter, der står i mine toiletskabe og venter på at blive smurt på min krop? Her fandt jeg blandt andet ud af, at min ellers gode bodylotion indeholdte gedemælk. GEDEMÆLK! Jeg ved ikke med jer, men i mine øre lyder det altså ikke umiddelbart lækkert, at jeg dagligt har smurt mig ind i noget, der normalvis kommer ud af yveret på en ged og som egentligt er beregnet til de små kid…

Hudpleje og skønhedsprodukter skal derfor overholde de ovenstående to punkter – ingen dyreforsøg og ingen animalske ingredienser – for at kunne betegne sig som veganske. Man skal derfor gå efter produkter mærket med vegansk, hvis man vil undgå brugen af dyr i sine produkter!

I mit forsøg på at komme af med den gedeinficerede bodylotion fik jeg ret hurtigt øjnene op for det engelske mærke Evolve, der både er vegansk, økologisk og lavet på naturlige ingredienser. Faktisk var mit første køb fra deres serie en deodorant, da det for mit vedkommende også skulle være slut med både aluminium og parabener under armene! Og siden hen var jeg så heldig, at Evolve sendte mig en kasse med flere af deres lækre hudplejeprodukter! Heaven!

Evolve fokuserer ikke kun på veganisme, men har også fokus på andre særdeles gode mærkesager. Eksempel er alle deres flasker lavet af genbrugsmaterialer og er genanvendelige. Desuden er produkterne lavet i hånden i små portioner i deres studie i Hertfordshire i England – her kan du blandt andet læse på din pakke, hvem der har lavet netop dit produkt – måske det er Vicky eller Freya? Noget der må siges at gøre hvert enkelt produkt ret unikt, og som samtidigt sætter fokus på godt håndværk samt at undgå overproducering. Totalt sejt!

Selv har jeg på nuværende tidspunkt følgende produkter fra Evolve, som er flyttet ind i mit skab på badeværelset og som flittigt bliver brugt (indeholder reklamelinks):

Cotton Fresh Deodorant Cream (139 kr) var mit første produkt fra Evolve jævnfør mit forsøg på at komme væk fra aluminium under armene! Deres naturlige og veganske deodorant er lavet på økologisk sheasmør og kokosolie, og dufter intet mindre end  fantastisk. Samtidigt føles det så godt at vide, at jeg nu passer på min krop og ikke dagligt påsmøre den med kemi.

Gentle Cleansing Melt (99 kr) er efterhånden blevet en del af min daglige aftenrutine. For nøøøj hvor findes der bare ikke noget bedre end at vaske al makeup og snavs af efter en lang dag med en renselotion, der samtidig efterlader huden ren, beroliget og fugtet. Ahhhhh <3

Hyaluronic Eye Complex (169 kr) er blevet min lille redning, når jeg er kommet lidt for søvndrukken op ad sengen. Den lille kølige ruller gør det nemlig så godt omkring øjnene, hvor stamceller fra tropiske planter hjælper med at mindske synligheden af poser under øjnene, samtidigt med at huden strammes op og lysnes. En perfekt morgenredning!

Skin Saviour Body Oil (249 kr) er blevet mit forsøg på at gøre et eller andet ved de utroligt mange tigerstriber, der efterhånden er flyttet ind på mine lår, for ikke at tale om det blivende ar, der efter 3 år stadig sidder på min mave efter at have taget boller ud af ovnen i bar mave, av! Jeg har som sådan ikke noget imod mine strækmærker og ar, men kunne jeg på en eller anden måde formindske dem på en naturlig måde, så forsøger jeg gerne. Derfor er jeg også meget spændt på kropsoliens effekt, der med hybenolie og baobabolie skulle styrke cellernes fornyelse, forbedre udseendet på arret hud samt forhindre strækmærker.

Radiant Glow Mask (139 kr) fik jeg anbefalet af en følger på Instagram. Og jeg må sige, at den på ingen måder har skuffet. Jeg bruger den gerne en gang om ugen som lidt ekstra forkælelse til min hud, hvor det rå kakaopulver renser, mens kokosnødgranulater eksfolierer min hud, så den bliver helt silkeblød. Selv Søren var imponeret over, hvor blød min hud var blevet, og han måtte da også selv have masken på en tur 😉

Superfood 360 Serum (339 kr) var et af de produkter, jeg havde færrest forventninger til. Nok mest af alt, fordi jeg aldrig har været vant til at bruge en serum, og derfor ikke helt vidste, hvad den skulle gøre godt for. Men efter en god ansigtsmaske, er serumet efter sigende med til at forbedre både pigmentforandringer, fasthed og glans. Noget af et superprodukt, som jeg glæder mig til at prøve over endnu længere tid!

Reklame for Evolve Organic Beauty

No Comments

    Leave a Reply