FROKOST / OPSKRIFTER

SOMMERMAD MED VEGANSK SKINKESALAT

Min oprindelig plan var egentligt at købe en vegansk crossaint fra 7/11, som jeg har hørt så meget godt om, for derefter at fylde den med en herre lækker hjemmelavet og selvfølgelig vegansk version af en skinkesalat. Det skulle dog vise sig, at 7/11 i Aalborg ikke længere har de veganske crossainter, hvilket gjorde mig svært skuffet ved tanken om ikke at kunne lave min planlagte frokost. Derfor er min version af en grøn skinkesalat istedet kommet på en ristet rugbrød, og trods mangel på crossaint smagte det intet mindre end fantastisk! Efter vi løb tør for rugbrød spiste vi den cremede salat ovenpå en ristet grov bolle, hvilket bestemt heller ikke var tosset! Jeg tænker helt klart, at jeg skal have lavet disse sommermadder igen i næste uge, når vi på søndag tager mod Samsø i en uge.

INGREDIENSER (til 2 personer)

HJEMMELAVET VEGANSK CREME FRAICHE 
1 liter sojamælk – den grønne fra Naturli
¾ frisk citronsaft
2 spsk vand
1 tsk sukker

SOMMERGRØNT 
1 lille rødløg
½ æble
5 cm squash
1 lille gulerod
2 forårsløg
1 håndfuld frisk dild

VEGANSK SKINKESALAT
Foruden den hjemmelavede creme fraiche og ovenstående sommergrønt, skal følgende ingredienser anvendes:
1 – 1,5 tsk sennep
1 spsk frisk citronsaft
Salt og peber

TILBEHØR
2 skiver ristet rugbrød – alternativt kan man også sagtens bruge en grov bolle eller en grov skive franskbrød
1 håndfuld rucola salat
Pynt eventuelt med lidt dild, forårsløg og syltede rødløg.

FREMGANGSMÅDE

HJEMMELAVET VEGANSK CREME FRAICHE

  1. Varm sojamælken ved svag varme i en gryde til det er omkring 37 grader – brug lillefingeren til at vurdere, om det er kropstemperatur.
  2. Bland citronsaft, vand og sukker i en stor skål.
  3. Hæld forsigtigt den lunkne sojamælk over i den store skål med citronblandingen.
  4. Rør forsigtigt rundt i blandingen og lad stå i 10 minutter.
  5. Efter de 10 minutter begynder gult tyndt væske at skille fra mælken – så langt så godt!
  6. Find en stor skål og en stor si frem – Læg et viskestykke over sien, og hæld hele molevitten op i viskestykket.
  7. Lad blandingen stå og dryppe i godt 35 – 40 minutter. Desto længere blandingen står, desto mere fast og tyk bliver creme fraichen.
  8. Hæld nu sukkeret i og blend med en stavblender eller i en blender i et par minutter til blandingen bliver helt glat og cremet.
  9. Stil blandingen på køl i køleskabet, mens du snitter grøntsagerne.

SOMMERGRØNT

  1. Rødløg, æble, squash og gulerod hakkes i meget små tern. Forårsløg skæres i tynde ringe, og den friske dild fintsnittes.
  2. Bland alle grøntsagerne i en stor skål.

VEGANSK SKINKESALAT

  1. Tag creme fraichen ud af køleskabet.
  2. Tilføj sennep, friskpresset citronsaft samt salt og peber efter smag.
  3. Blandt 5 store spsk af den tilsmagte creme fraiche med grøntsagerne   – tilføj eventuelt mere eller gem resten i køleskabet til en ekstra portion eller eksempelvis dressing eller dip.
  4. Rør godt rundt til alle grøntsagerne er dækket af creme fraichen.

TILBEREDNING

  1. Rist to skiver brød og læg dem på en tallerken.
  2. Kom lidt rucola salat på brødet.
  3. Fordel et par store skefulde vegansk skinkesalat på brødet.
  4. Top eventuelt med dild, forårsløg og syltede rødløg.
  5. Afslut med lidt peber på toppen.
  6. Velbekomme!

1 Comment

  • Joan
    9. december 2021 at 6:28

    VIL CREME FRAICHEN MON VIRKE MED EN ANDEN PLANTEMÆLK EN SOJA?

    Reply

Leave a Reply