AFTENSMAD OPSKRIFTER

OVNBAGT SØD KARTOFFEL, SORT QUINOA & BROCCOLI COUS COUS

Efter lidt for meget, men trods alt virkelig god mad i det amerikanske, hungrede jeg efter en masse grønt og ikke mindst hjemmelavet aftensmad. Derfor blev det først til en handletur i gode gamle Netto, som trods alt blegnede lidt i forhold til min elskede og savnede PCC, men som trods alt havde, hvad jeg skulle bruge. For derefter en hyggelig stund i mit køkken, hvor jeg fik forberedt nogle af mine ynglings madvarer til en god og sund omgang aftensmad.

Opskriften her er inspireret af dygtige Vanløse Blues, der altid giver inspiration til virkelig lækker og plantebaseret mad. Dog kan jeg læse mig frem til, at Maria bag Vanløse Blues faktisk har hentet sin inspiration fra Emma Martinys kogebog. Hahah. Det er godt, vi inspirere hinanden :)) Om ikke andet, så er det altså virkelig også en fantastisk ret med nogle virkelig gode og næringsfulde grøntsager i!

God fornøjelse!

Mad til 2 – 3 personer

Opskriften tager ca. 30 minutter at lave

INGREDIENSER

  • 1 stor sød kartoffel – skåret i tern
  • 1 ½ dl sort quinoa
  • 1 lille håndfuld persille – fintsnittet
  •  ½ broccoli inklusiv stokken
  • 200 g edamamebønner – frosne og afbælgede
  • 2 spsk sesamfrø
  • 1 spsk smeltet kokosolie
  • Salt og peberCitrondressing:
  • 1 dl alpro yoghurt
  • Saften fra ½ citron
  • Salt og peber

FREMGANGSMÅDE

Tænd ovnen på 200 grader og kom bagepapir på en bageplade. Kom de søde kartoffeltern på bagepladen og vend dem med kokosolie, salt og peber. Sæt pladen i ovnen og bag dem i 15-20 minutter – de skal være møre, men stadig have bid.

Sæt den sorte quinoa over kog efter posens anvisning. Når quinoaen er kogt færdig, tilsættes den hakkede persille samt smages til med lidt salt.

Rør alle ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt og peber.

Del broccolien i mindre buketter og skær stokken i skiver. Kom broccolien i en stor skål, og hæld kogende vand over. Gør det samme med de frosne edamamebønner og lad begge dele trække i et par minutter. Kom brocolien i en foodprocessor,og hak det til en couscous lignede konsistens (dette kan også gøres med en stavblender). Kom broccoli-couscousen i en skål og vend det med dressingen og edamamebønnerne og lad det trække imens kartoflerne bager færdige.

Anret de ovnbagte søde kartofler, den sorte quinoa med persille samt broccoli cous cousen med edamamebønner i en skål og drys med sesamfrø.

Velbekomme 🙂

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply