AFTENSMAD / OPSKRIFTER

KIKÆRTEKARRY MED RIS & NAANBRØD

Så kan jeres unge mennesker godt komme med i køkkenet til vegansk madlavning 🙂 Opskriften her har jeg nemlig været så heldig at lave sammen med tre klasser i udskolingen på Nibe Skole, som alle skulle lære om vegansk madlavning i hjemkunstskab. Og nøøøøj, hvor var de altså bare seje! De gik til opgaven med den største åbenhed og nysgerrighed, og lavede de lækreste og fineste retter! Samtidigt var stort set alle yderst begejstret for retten – at plantebaseret mad kan smage lige så godt som det mad, de normalt spiser – hvilket må siges at være et kæmpe succeskriterie for dagen! For ikke nok med, at vi sammen havde en vildt hyggelig dag, så er det simpelthen også så fedt at vide, at der er en masse elever, der går hjem med en helt ny viden og positiv indstilling til, hvad en vegansk livsstil er! YAY.

Som opskriften bærer præg af, er den formidlet i et meget let og ligetil sprog, som de fleste børn og unge kan forstå – og forhåbentligt også os voksne 😉 Tilmed var eleverne inddelt i grupper af 4 personer, hvor 2 stod for kikærtekarryen, og 2 stod for kogning af ris samt bagning af naanbrød. På den måde var alle i gruppen beskæftiget, og fik mest muligt ud af tiden. Alle grupperne nåede helt selv at lave retten på 60 minutter inklusiv den fineste borddækning. Så det er bare med at komme i gang 🙂

Opskriften giver 4 portioner 

INGREDIENSER

KIKÆRTEKARRY
2 dl. brune ris
1 rødløg
1 gulerod
1 rød peber
100 g. cherrytomater
1 dåse kikærter
1 tsk. gul karry
1 knivspids chili
1 tsk. paprika
½ tsk. peber
1 dåse kokosmælk
½ grøntsagsbouillon
50 g. frisk spinat
1 tsk. salt
50 g. peanuts til topping
Olie til stegning

NAANBRØD
2 dl groft mel

3 dl. hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 tsk. salt
1 dl. vand
2 spsk. olie
1,5 dl. alpro neutral
Olie til stegning

FREMGANGSMÅDE

KIKÆRTEKARRY – 2 elever/personer
1. Hak rødløg fint
2. Skræl guleroden og hak/skær den i tynde skiver. Brug evt. siden af rivejernet
3. Skær den røde peber i små stykker
4. Skær cherrytomaterne i halve stykker
5. Steg rødløg og gulegrod på en pande med olie – sammen med karry, chili, paprika og peber
6. PAS PÅ DET IKKE BRÆNDER PÅ
7. Tilsæt rød peber og kikærter og lad det stege i 5 minutter mens i holder øje med det
8. Tilsæt kokosmælk, grøntsagsboullion, cherrytomater, frisk spinat og salt – HUSK: gem lidt frisk spinat til pynt
9. Lad retten simre i 10-15 minutter
10. Server retten med ris og pynt med peanuts og hakket frisk spinat

RIS & NAANBRØD – 2 elever/personer 
1. Kog risene i en lille gryde – husk at tilsætte lidt salt
2. Bland mel, bagepulver og salt i en skål
3. Tilsæt vand, olie og alpro neutral og rør med en grydeske
4. Ælt dejen sammen med hænderne, til den er blød og ikke klistret
5. Del dejen i fire dele og rul dem flade med en kagerulle – de må ikke være for tykke
6. Steg brødene på begge sider på en pande med olie

Nedenstående billeder stammer fra hjemkunstskab på Nibe Skole 🙂 

No Comments

    Leave a Reply