LIVSSTIL

Hvor skal I flytte hen?

Spørgsmålet har fyldt en del i min indbakke de sidste dage. Helt forståeligt. For vi har sat vores lejlighed til salg uden rigtigt at give et hint om, hvad der så skal ske.

Den ærlige forklaring er, at vi ikke helt selv ved det. Vi har sat vores hjem til salg. Det er helt underligt at se det blandt alle de andre på nettet. Fine, rene og rydelige hjem klar til at tage imod nye beboere. Og selvom det kan virke hårdt, så er det den helt rigtige beslutning for os. Det føles godt i maven. Også selvom vi ikke ved, hvad tiden efter lejlighed står på.

Snakken om at sælge kom egentligt allerede på tale, da vi var i Canada. Det satte ligesom tingene i perspektiv. At vores dage i lejligheden på Danmarksgade nok var ved at være talte. At vores første fælles hjem skulle byttes ud med noget andet. Noget større og forhåbentligt noget med en dør ud til enten en altan eller noget græs. Noget med mere fremtid i.

Derfor var beslutningen heller ikke svær at. tage, da Søren kom hjem til Danmark. Lejligheden skulle sættes til salg, Corona eller ej. Det føltes, som det rigtige tidspunkt for os. Og vi har jo heldigvis ikke travlt.

Vi har haft 6 fremvisninger i den sidste uge. Et meget pænt tal har jeg ladet mig fortælle af ejendomsmægleren. Jeg har altid en idé om, at alle der kommer og ser lejligheden jo må være den næste faktiske køber. For jeg synes jo, vi bor så dejligt. Men sådan har de fleste det nok med deres eget hjem. Men jeg synes nu oprigtigt, den har en masse gode ting at byde på.

Anyway. Hvis lejligheden går hen og bliver solgt hurtigere, end hvad vi kan følge med på, så har vi en nødplan. En ret hyggelig en af slagsen, men som heller ikke skal være af en al for lang periode. Mine forældre har nemlig tilbudt, at vi kan bo på deres første sal i huset, som er indrettet med egen indgang, eget bad, toilet, stue og to værelser. Ja jeg vil næsten vove at påstå, at det er større, end de kvadratmeter vi kommer fra i lejligheden. Altså en ret perfekt og midlertidig løsning, mens vi mærker efter og finder ud af, hvad vi så skal.

Men lad os nu se. Tiderne er ikke, som de har været. Og lejligheden skal immervæk være solgt, før vi overhovedet kan begynde at tænke i nye boliger. Så vi venter. Tålmodigt og spændt.

Find lejligheden her

Billederne er lånt af EDC

No Comments

    Leave a Reply