AFTENSMAD FROKOST MADPAKKE OPSKRIFTER

GRØNTSAGSDELLER

De blev kaldt fiskefrikadeller. De blev kaldt almindelige kødfrikadeller. De blev kaldt alt muligt, som de ikke var. Men de fik ros til skyerne. Også selvom de var lavet af alverdens grønne ting som røde linser, peberfrugt og løg. De blev spist hver og en. En totalt fornøjelse at se, hvor meget folk nød det. Samt deres overraskende blikke, når de fik at vide, hvad de i sandheden spiste. En øjenåbner over, hvordan man også kan lave frikadeller. At de også kan laves af grøntsager, og ikke nødvendigvis skal laves af kød. Og det elsker jeg. At udvide folks horisont. Give dem et nyt perspektiv på, hvordan vi også kan gøre tingene. At vi sagtens kan udfordre os selv på, hvordan vi laver mad. Så her kommer opskriften på de bedste grøntsagsfrikadeller, jeg hidtil har lavet!

Opskriften er lavet med inspiration fra Knæhøj Karse

Giver ca. 15 frikadeller 

INGREDIENSER

2,5 dl røde linser
1 peberfrugt, hakket i meget små tern
1 løg, revet eller hakket helt fint
2 fed hvidløg, presset
1/2 bundt frisk persille, hakket fint
2 håndfulde frisk spinat, hakket fint
2 dl mel
4 spsk hørfrø
4 spsk gærflager
2 spsk paprika
1/2 tsk chilipulver eller chiliflager
Salt & peber
Rapsolie til stegning

FREMGANGSMÅDE

Kog de røde linser i saltet vand i 15 minutter, til de er møre. Kom linserne i en si, og sigt det overskydende vand fra. Lad det gerne stå i sien i et par minutters tid, mens du ryster den lidt ind imellem, til al væden er godt væk. 

Kom linserne i en stor skål med resten af ingredienserne. Rør hele blandingen godt sammen, og smag gerne til med krydderierne. Er dejen for våd og usammenhængende, så kom da mere mel i. Dejen skal have konsistens som en almindelig frikadellefars.

Har du tid, så stil eventuelt dejen på køl i en halv til en hel times tid. Dejen vil da sætte sig lidt bedre, hvilket vil hjælpe, når frikadellerne skal formes.

Form frikadellerne med din ene hånd og en ske. Læg dem på en varme pande med olie, og steg dem gyldne på begge sider. Tag dem af panden, og læg dem på en tallerken med et stykke papir, der kan suge det overskydende olie.

Skal du bruge frikadellerne som del af et tapasbord eller lignende, så lav gerne frikadellerne halv størrelse, og server dem eventuelt med en lille træpind i.

Velbekomme!

You Might Also Like

No Comments

    Leave a Reply