CAMINO / LIVSSTIL

Første foredrag

Mine talepapirer om Caminoen blev nænsomt lagt i tasken. Selvfølgelig klipset sammen øverst i venstre hjørne for at undgå en lignende situation som den med Dronning Magrethe, da hun for et par år siden fumlede med papirerne til en nytårstale. Jeg glemmer det aldrig. Hvordan hun febrilsk og panisk ledte efter det rette stykke papir, der drilsk gemte sig blandt alle de andre. Det skulle jeg ikke nyde noget af.

Jeg vidste lige nøjagtigt, hvad der stod på de papirer. Så jeg behøvede dem egentligt ikke. Men de skulle alligevel med. For at skabe ro. For hvad nu hvis jeg gik i sort?

Søren og jeg driblede småløbende ned til metroen. Vi var egentligt ude af døren til tiden. Men sneen var begyndt at lægge sig udenfor. Tunge dyner af sne. Noget vi vidste kunne give problemer med trafikken. Så vi måtte hellere være på den sikre side.

Utroligt nok kunne jeg ikke mærke nogen nervøsitet. Min opmærksomhed i metroen blev i stedet opfanget af det, den altid gør. Andre folks færden. En mand med et par sko, som jeg hverken kunne definere som træsko eller futsko. Måske en sær blanding? En kvinde med grønt hår, lilla negle og pink sko. Et asiatisk par med en hundehvalp under jakken og en kæmpe pakke hundebleer (er det overhovedet en ting?) Men også en ung dreng, der var som sunket ind i det tryllebundne Harry Potter univers i bogen foran sig.

Som jeg nærmede mig Finch metrostation kunne jeg mærke en snert af nervøsitet komme snigende. Måske fordi jeg ikke helt vidste, hvad der ventede mig. For ville der overhovedet dukke nogle mennesker op til foredraget? Og hvem ville de i så fald være? Mennesker der havde en reel interesse i Caminoen, og det jeg havde at sige?

Den ukendte mikrofonstemme

Jeg lod de første lyde komme ud gennem mikrofonen. Folk rettede med det samme blikket mod mig. Stirrende. Jeg hørte en ukendt stemme komme ud gennem højtalerne. Det var ikke den stemme, jeg var vant til at høre. Den tilhørte en anden person, som helt sikkert var nervøs, og som helt sikkert også glemte at trække vejret.

Indrømmet. Publikum var af ældre dato. Flere temmelig grå på toppen. Jeg var ærlig talt bange for, at de ikke ville forstå mig. Ikke kunne relatere. Men hvor fik jeg taget fejl.

Publikum smilte på de rigtige tidspunkter. Grinte på de rigtige tidspunkter. Og så alvorlige ud på de helt rigtige tidspunkter. Helt som jeg havde planlagt og håbet på. Selvfølgelig lige på nær den 90-årige dame i rullestolen på forreste række, der mest af alt sov fra det hele.

Den stemme jeg normalt kender, kom mere og mere tilbage. Mine arme begyndte at bevæge sig naturligt. Jeg tøffede med overskud lidt frem og tilbage over gulvet. Det er åbenbart sådan noget, man gør, når man holder taler. Jeg havde fundet en ro i kroppen til trods for de 40 sæt af stirrende øjne.

Jeg huskede et kort øjeblik tilbage på den bog, jeg startede på, da Søren og jeg ugen forinden var på ferie i Den Dominikanske Republik. I bogen Ted Talks skriver Chris Andersom nogenlunde sådan her:

The story begins. And as the storyteller speaks, each listener imagines the event that are being described. The imagination brings with it the same emotions shared by the characters in the story. […] Information inside the [speakers] brain are somehow copied and transferred to the brains in the audience.

Nu skal jeg hverken sammenligne mit foredrag om Caminoen med en Ted Talk eller noget, der kommer i nærheden af det. Men konceptet bag foredraget er det samme. At jeg med mine volapyk lyde kunne skabe billeder i folks hoveder, som de kunne omsætte til mening, følelser og værdi.

En ret magisk ting. At jeg med mine ord kunne give 40 mennsker, som i udgangspunktet overhovedet ikke kender mig, en oplevelse i deres egen verden, fordi jeg vælger at fortælle den. Ord og fortællinger som de nu, hvis de vælger det, kan huske på, reflektere over eller måske endda fortælle videre med deres egne ord til andre mennesker.

Efter foredraget blev der stillet spørgsmål. Der blev hilst på. Og der blev takket. Det gjorde mig rørt. At folk faktisk var kommet i dag for at høre, hvad jeg havde at sige. At de inderligt syntes, at det var godt. At det jeg havde at sige, var værdifuldt for dem.

Første foredrag og forhåbentligt ikke det sidste.

Find min pakkeliste til caminoen her

No Comments

    Leave a Reply