LIVSSTIL

Every storm is followed by a rainbow

Inden ordet corona for alvor florerede i danskernes bevidsthed, min bevidsthed, lå jeg afslappet og uden bekymringer på gulvet til en yogatime. Corona var på det tidspunkt kun noget, der for alvor huserede i fjerne lande, og som ifølge myndighederne næsten umuligt kunne komme til Danmark. Corona var ikke noget, jeg skænkede en tanke. Det er kun 2 uger siden nu.

Lyset var dæmpet i lokalet, mens min yogalæres blide og rare stemme i et miks af engelske og danske gloser opmuntrede os alle til at få det bedste ud af den pågældende dag. Hun har altid været god til at videregive sin positive energi. Sådan virkelig god og netop også grunden til, at jeg altid har elsket netop hendes yogatimer.

Af en eller anden grund hæfter jeg mig særligt ved en af hendes sætninger: Every storm is followed by a rainbow. Den dag tænker jeg kun over det i småtingsafdelingen. At tingene, lige meget hvor trælse, sørgelige og fortvivlende de har været, jo altid bliver gode igen. Nogle gange er det tid, der skal til, andre gange noget helt andet. Jeg ligger på min yogamåtte i uvished omkring, hvad der venter mig blot et par uger efter.

Regeringens efterfølgende udmeldinger får for alvor sat en fed, mørk og tungsindig sky over Danmark. En tåge der kan være svær at se igennem. For hvordan og hvornår bliver den her tid nogensinde god igen? Hvordan vender vi tilbage til normalen? Og hvornår finder vi regnbuen? Om dage, uger eller måneder?

Vi ved det ikke.

Derfor hæfter jeg mig i disse dage ved det, min yogalærer lærte mig. At der lige meget hvad kommer bedre tider. Every storm is followed by a rainbow. Måske det er for tidligt at se mod regnbuen. Men den er derude. De lyse, farverige og gode dage skal nok komme igen. Også selvom det hele måske først bliver værre. Det må og skal blive godt igen. Og det er vigtigt at huske på i den her tid.

Kærlige kram og fredagsfølelser fra karantæneland <3

Og hvis du trænger til noget andet at lave, så kan du jo eventuelt bage disse kanelsnurrer eller tage et kig på min nye bog.

No Comments

    Leave a Reply