LIVSSTIL

En ambivalent beslutning

Emnet har boblet længe mellem Søren og jeg. Vi har skulle tage en svær beslutning. En af de beslutninger, hvor man ikke helt ved, om man har gjort det rigtige. En af de beslutninger, hvor vi som par på den ene eller anden måde er gået på kompromis med vores forhold. Ikke fordi nogen af os har lyst til det, men fordi det er blevet nødvendigt.

Forklaringen på det, der gør det hele lidt svært, bunder i, at Søren i starten af året fik bekræftet, at han kunne blive forlænget på sit arbejde i Toronto indtil sommer. Der var ingen tvivl fra hverken Søren eller jeg. HAN SKULLE GØRE DET. For det er en mulighed, man ikke får særlig mange gange, og som man må gribe, hvis den kommer. Selvfølgelig skulle han gå med det. Men selvom vi begge var sikre på den beslutning, så begyndte tvivlen alligevel at dukke op. En tvivl der gav en del roderier i mit lille hoved.

Der blev snakket en del om det emne. Længe. For hvad gør man som par, når den ene får en mulighed, som den anden ikke kan tage del i? Opgiver den ene person drømmen frem for den anden? Og for hvilken pris?

Skulle jeg blive i Canada ved Søren, eller skulle jeg tage hjem til Danmark? Det tryggeste valg som par ville klart være, at vi jo selvfølgelig skulle blive sammen. For det gør man vel i et seriøst forhold, som man vil pleje og tage sig af? Man står sammen i medgang og modgang. Man støtter hinanden. Og man forlader vel ikke den anden person på den anden side af jorden? Eller gør man?

Efter et halv år i Toronto har jeg kunne mærke på mig selv, at det er ved at være tid. Tid til at komme hjem i min egen lejlighed. Hjem til alle mine egne ting. Hjem til de personer, jeg savner rigtig meget. Selvsagt, er det en ambivalent følelse. For så snart jeg er tilbage i Danmark og får udfyldt det rum af savn, så opstår der et nyt hul i mig, hvor jeg mangler Søren.

Med min bogudgivelse i starten af marts og med mit arbejde i Aalborg, var beslutningen alligevel ikke så svær fra min side. Jeg skulle tilbage til Danmark. Også selvom det ville betyde, at jeg tog væk fra Søren i Canada. At vi skulle være adskilt over flere måneder.

Heldigvis har vi prøvet det før. At mærke savnet, som på mange måder er næsten uudholdeligt, men som også bekræfter en unik kærlighed til hinanden.

Første gang var i starten af vores forhold. Søren tog 6 måneder til Sydkorea for at studere på universitetet i Seoul. Det var hårdt for et nyforelsket hjerte. Men det var en rejse, Søren allerede havde planlagt lang tid før, jeg overhovedet var inde i billedet. Så selvfølgelig skulle han afsted. Men 6 måneder er lang tid. Også selvom jeg besøgte ham halvvejs. Det var to fremmede kroppe, der mødte hinanden i lufthavnen, og som skulle lære at kende hinanden på ny.

Men vi klarede de 6 måneder med utaknemmelig tidsforskel mellem Danmark og Sydkorea. Helt ligesom vi klarede den, da jeg var halvanden måned på universitetet i Stockholm. Eller da Søren var en måned i Thailand med sine kammerater. Og endnu engang da jeg var halvanden måned på Caminoen. 

Vi har klaret den før, og selvfølgelig klarer vi den igen.

Vi er et par, der giver hinanden plads. Ikke fordi vi er lige glad med, hvor den anden befinder sig, men fordi vi giver hinanden plads til at kunne vokse som to selvstændige mennesker. Noget der i sidste ende smitter positivt af på vores forhold.

Også selvom det er, og altid vil være, en ambivalent følelse i kroppen at tage væk.

1 Comment

  • Pernille
    13. februar 2020 at 17:14

    Uh jeg kender det alt for godt. Jeg har boet 8.500 km fra min kæreste i snart 7 måneder og med 3,5 måneder tilbage. Det har været vanvittigt svært til tider, men jeg har heller aldrig lært så meget om mig selv. Pøj pøj med hjemrejsen! Jeg håber vores kære Aalborg tager godt imod dig <3

    Reply

Leave a Reply