DESSERT / MORGENMAD / OPSKRIFTER

CHIAGRØD MED BANAN, KOKOS OG KANEL

Jeg har ikke altid været lige gode venner med den dersens chiagrød, der ellers så smukt florerer rundt på Instagram, og ser noget kun så appetitlig ud med alverdens eksotisk frugt på toppen. For når jeg tidligere kun har blandet de små frø op med en almindelig plantemælk,  så smager de altså ikke af alverdens. Derfor er jeg også blevet pænt begejstret for den version, jeg har lavet i dag, der rummer mere end bare plantemælk, nemlig også kokosmælk og en most banan som smagsgiver. Og her er det virkelig bananen, der træder i karakter, og som virkelig giver en fantastisk smag sammen med det lille touch af kanel og kokos. Faktisk smager den lille blanding så godt, at den hjemme ved mig snildt kan gå som dessert. Samtidigt er grøden sund qua chiafrøenes gode egenskaber såsom højt indhold af fibre og omega 3, hvilket også gør den en oplagt kandidat til den næringsrige morgenmad – dessert og morgenmad i samme omgang – win!

INGREDIENSER

1/2 dl chiafrø
1 dl kokosmælk
1 dl sojamælk med vaniljesmag – anden plantemælk kan også sagtens bruges
1 spsk agavesirup eller almindelig lys sirup
1 tsk kanel
1 most banan
1 banan i skiver til topping
Eventuelt lidt kokosmel, mørk chokolade, chiafrø eller skovsyre til pynt

FREMGANGSMÅDE

Kom alle ingredienserne i en skål, og pisk dem godt sammen. Dæk skålen til med et låg eller film, og sæt den i køleskabet i mindst 1 time. Hæld den færdige chiagrød på to glas og pynt med bananstykker samt eventuel anden pynt. Klar til servering 🙂

No Comments

    Leave a Reply