BERLIN SPISEGUIDE

VEGANSK SPISEGUIDE – BERLIN

Fire dages ferie i Berlin betyder også fire dage i en vegansk drøm. For Berlin har ALT, hvad man kunne drømme om af plantebaserede muligheder. ALT hvad jeg ikke kan støve op i Aalborg, og så lige lidt mere til… Derfor var det bestemt heller ikke noget problem for Søren og jeg at finde hverken cafeer, restauranter eller indkøbscentre med vegansk mad. Det var bare at sætte foden ud for hoteldøren, og så var der mildest talt muligheder overalt. DEN VEGANSKE DRØM!

Guiden her vil bære præg af, at vi havde morgenmad på hotellet (ikke den mest overdådige veganske morgenmad, men de havde trods alt flere forskellige muligheder), hvorfor vi primært er gået efter spisesteder med frokost og aftensmad. Jeg håber, guiden kan bruges, hvis du ligesom os skal på en miniferie til Berlin 🙂

L’Herbivore

100 % vegansk

L’Herbivore er ideelt, hvis man skal have stillet sulten forholdsvist hurtigt men godt! Stedet har nemlig ikke særlig mange siddepladser, men en hurtig burger ved vinduespladserne, udenfor eller som take away er klart at anbefale!

Hele menukortet er 100 % vegansk, og de laver alle deres produkter fra bunden, som man ligeledes kan købe med hjem. Søren og jeg fik en burger hver til omkring 5 – 7 euro per burger. Alt i alt en virkelig god burger til prisen!

Adresse: Petersburger Str. 38, 10249 Berlin, Tyskland

Brammibal’s Donuts

100 % vegansk

Brammibal’s Donuts var uden tvivl det sted, som flest anbefalede på min Instagram. Inden vi ankom til caféen fik jeg sagt til Søren, at jeg egentligt ikke var den største donutspige i den betydning, at skulle jeg vælge mellem en donut og en muffin, så var mit første valg nok faldet på en god chokolade muffin. Men jeg skal love for, at jeg blev en donutpige efter besøget på Brammibals!

Jeg tog et lidt utraditionelt valg med en brown butter rosemary donut, mens Søren hoppede på den sikre vogn med en chocolate peanut fudge donut. Faktisk endte det med, at sidstnævnte næste (og kun næsten) blev lidt for vammel og lidt for meget af det gode, mens førstnævnte med rosmarin virkelig overraskede i smag!

Alle donuts har en pris på godt og vel 3 euro stykket, og så er det jo simpelthen for godt til at være sandt, at der er en butik KUN med veganske donuts, HEAVEN!

Ligger på følgende 3 adresser:
Maybachufer 8
Danziger strasse 65
Alte potsdamer straße 7

Good Morning Vietnam Vegan

100 % vegansk

Good Morning Vietnam Vegan var et af de spisesteder, vi faldt over på Happy Cow efter en kold formiddag i regn og blæst. Og havde vi ikke brugt Happy Cow, så tror jeg aldrig nogensinde, vi havde fundet stedet her, som lå gemt i en hyggelig lille gård væk fra hovedvejens larm og støj.

Meget passende fik jeg en varm vietnamesisk suppe med tofu, nudler, og stærke krydderier, mens Søren valgte en risret med grøn karry og grøntsager. De to retter plus forret med rispapirsruller samt to glas te (prøv det, utrolig lækkert urte te) samt vand for lidt under 30 euro. Det synes jeg er en super fair pris. Og her må jeg igen nævne, hvor fedt det var at prøve et 100 % vegansk vietnamesisk spisested, hvor der bare er frit valg på menukortet!

Tilmed er lokation virkelig perfekt! Som nævnt ligger restauranten i en hyggelig lille baggård. Er vejret godt kan man nyde sin mad på deres udendørs tagterrasse, og ellers er der også super hyggeligt og afslappet indendørs med bløde puder hyggelige kroge. Den helt perfekte stemning til maden!

Kommer jeg til Berlin igen, skal jeg klart forbi Good Morning Vietnam Vegan igen. En stor anbefaling herfra!

Adresse: Bergmannstraße 102, 10961 Berlin, Tyskland

PICKNWEIGHT

Vintage butik

Besøger man Good Morning Vietnam Vegan, og er man samtidigt til vintage tøj, så gå ikke glip af muligheden for at besøge PICKNWEIGH. Forretningen er gigantisk, og gemmer på så mange fine ting til gode priser. Man skal dog også finde den store tålmodighed frem, da der er MEGET tøj på stativerne, og der kan være ret mange mennesker i forretningen. Konceptet fungerer som navnet siger, at man købet tøjet efter fastsatte kilopriser. Det betyder ikke nødvendigvis, at tøjet er super billigt, men man kan alligevel lave nogle ret finde fund! Find vintage forretningen på første sal lige skråt over for Good Morning Vietnam Vegan.

Der kan siges mange kiksede ting om nedenstående, men vigtigst af alt så er det det eneste billede jeg har af min PICKNWEIGHT pose. Den er fyldt godt op med vintagegodter. Og ja, hermed har I også mulighed for at genkende logoet :)))))

Adresse: Bergmannstr. 102, 10961 Berlin

Zero Stress Pizza

Pizza hentet med hjem til hotellet har altid været et hit hos Søren og jeg. Og aller bedst er det, hvis den bliver indtaget i sengen til en god film. Så har vi nmelig fundet den helt rigtige feriestemning frem. Vegansk pizza i Berlin var ikke nogen svær udfordring, og derfor faldt valget på Zero Stress Pizza, der havde fået mange gode anmeldelser og meget belejligt lå tæt på vores hotel.

Zero Stress Pizza er ikke fuldt ud vegansk, men har alligevel godt fire veganske pizzaer på menukort, som virkelig kan anbefales. vi valgte to forskellige pizzaer: en med kartofler, grøn pesto, rødløg, oliven og ost samt en med sød kartoffel, soltørrede tomater og ost. Førstnævnte var helt klart min favorit! Og selvom cykelturen hjem gjorde vores pizzaer en smule kolde, så kunne selv det ikke gøre noget dårligt ved, hvor fantastisk de smagte!

En pizza koster i omegnen af 9 euro. Ikk det billigst, vi har spist, men taget pizzaens kvalitet i betragtning, var det helt fair. Zero Stress Pizza er igen et forholdsvis lille sted. Der er plads til, at man kan sidde både inde og ude, men der er ikke meget plads, hvorfor det også er oplagt at tage pizzaerne med hjem eller til en af de omkringliggende parker.

Adresse: Colbestraße 3, 10247 Berlin, Tyskland

Vegan Tiger

100 % vegansk

Vegan Tiger gør sig godt til både morgenmad og frokost, hvor menukortet byder på både smoothies, bowls, grød, salater og sandwiches. Vi var egentligt mest til at prøve en af deres salater, som desværre var udsolgt, og vi endte i stedet med deres rugbrødssandwich med tofu, avokado, oliventapenade, salat og tomat. Sandwichen var god til en almindelig frokost, men ikke noget jeg ikke har smagt før.

Hvad der er værd at nævne er dog, at cafeen ligger i forlængelse af en hyggelig boghandler, som man kan tjekke ud, mens man venter på maden. Og så ligger cafeen altså også i et super hyggeligt kvarter, der emmer af god stemning, og har mange små lokale forretninger i nærheden, som man kan tjekke ud på vejen.

Kommer jeg forbi Vegan Tiger igen, skal jeg klart ind til morgenmad, da deres bowls så super gode ud. Og smager de bare lidt af den smoothie, som jeg fik med banan og dadler, så kan det ikke gå meget galt!

Adresse: Lettestraße 5, 10437 Berlin

Veganz

100 % vegansk butik

Er man i Berlin, SKAL SKAL SKAL man en tur forbi Veganz. Hvis man er til den slags vel og mærke! Men det er virkelig drømmen for os, der bliver plantebaseret. FOR DE HAR ALT! Ting man normalt skal i flere forskellige supermarkeder for at få fat i er samlet på ét sted. Det er ret fantastisk, hvis I spørger mig. Og jeg kunne altså blive ved med at gå rundt og kigge. Måske i lidt for lang tid, hvis I spørger Søren. Men det var altså bare for fedt! Så ja, ovenover ses det, vi fik handlet ind i Veganz. Der er ikke så meget mere at sige, BESØG DEN!

Ligger på følgende 3 adresser i Berlin:
Warschauer Straße 33
Marheinekeplatz 15
Schivelbeiner Str. 34

Attila Hildmann Vegan Food

Sidste nadver på turen blev ikke helt tilfældigt afsluttet med en döneroplevelse. Rygterne omkring den tyske döner havde nemlig spredt sig. På den gode måde vel at mærke, og selvfølgelig også i den veganske version. Og lige så skuffet jeg blev over stemningen på Attila Hildmann, lige så positivt overrasket blev jeg over smagen på det hjemmebagte brød, salaten og den dertilhørende veganske kebab. Heldigvis kunne førstnævnte problem fikses med take away, og döneren blev heldigvis ikke mindre dårlig af at være havnet i den føromtalte hotelseng. Vil man prøve den veganske kebab, er Attila Hildmann et godt bud. Men vil man indenfor at sidde, har jeg ikke så meget at sige udover kedeligt lokal og dårlig musik. Måske det bare er mig, måske et andet musikvalg kunne have ændret stemningen, måske ikke. Men döneren var der i hvert fald ikke en finger at sætte på.

Adresse: Schillerstr. 71

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Signe
    18. maj 2019 at 19:32

    Skønt med lidt veganske tips til Berlin. Hvor boede I og kan du anbefale det? 🙂

Leave a Reply