CAMINO CAMINOEN I BILLEDER

UGE 1 – CAMINOEN I BILLEDER

Caminoen har ikke helt sluppet mig, siden jeg kom hjem sidst i juni. Og det kommer den nu egentligt nok aldrig til. Det er en rejse, jeg aldrig vil kunne videreformidle til fulde i hverken tekst, lyd eller billeder. For det har været en fuldstændig unik og vanvittig rejse, som jeg kun tror, man kan forstå, når man selv har været der. Men fordi I har været så mange, der har vist interesse for turen, vil jeg alligevel forsøge at dele min oplevelse og viden om caminoen.

Jeg har en plan om, at jeg hver fredag vil dele billeder fra turen opdelt i uger. Denne fredag starter således med min første uge på caminoen, hvor jeg samtidig knytter nogle kommentarer til de udvalgte billeder. Forhåbentligt har mange af jer lyst til at læse med. Og har I spørgsmål, så skriver I selvfølgelig bare til mig!

Desuden vil jeg også løbende komme med mere praktiske informationer om turen såsom valget af udstyr og fodtøj, herbergs, måltider, økonomi, guidebøger, ruter, planlægning og meget meget mere.

Jeg håber virkelig, at I har lyst til at læse med :-

Afrejse og afsked med min familie i Aalborg Lufthavn. Noget der jo egentligt ikke er en sørgelig ting, da jeg er på vej på mit livs oplevelse, men som alligevel frembringer lidt tårer, da det altid er svært at sige farvel til dem, man holder allermest af, og som man skal undvære for en længere periode. Med det sagt kom jeg hurtigt ovenpå, og nød følelsen af at være helt alene på tur. At have alle muligheder åbne, og ikke helt vide, hvad der venter forude. 

Rejsen fra Danmark gik godt. Jeg nåede alle fly, og fik desuden også min lidt for store backpack med som håndbagage – noget der havde gjort mig ok nervøs i dagene op til. Min flyrute gik fra Aalborg til Standsted, og derfra videre til Biarritz Lufthavn i Frankrig. I Biarritz møder jeg hurtigt tre kvinder i vandretøj, som også er på vej ud på deres første camino. Vi deler en taxi sammen til St. Jean Pied de Port, og det skal efterfølgende vise sig, at de bliver mine tre første caminovenner, som jeg ligeledes spiser mit første måltid med.

Min første overnatning på et herberg! Efter at have undersøgt diverse muligheder fandt jeg ud af, at det var meget praktisk at have sin første overnatning i St. Jean Pied de Port, da rejsedagen ofte kan være hård, og man således kan starte frisk ud næste dag. Jeg havde reserveret plads på Beilari et godt stykke tid inden min afrejse, da St. Jean Pied de Port i Frankring er startpunktet for rigtig mange menneskers camino. Dermed er der også ofte kamp om sengene, hvorfor det kan være en god idé at reservere i forvejen, så man er sikker på at have en seng. Herberget havde de venligste ejere, og stedet var utrolig hyggeligt med en fin lille gårdhave. Stemningen blandt alle nye pilgrimme var så opløftende – alle spændte på deres kommende rejse. Så mange nye ansigter med forskellige bevæggrunde for at tage afsted. Historier, som jeg endnu ikke havde hørt, men som jeg med stor garanti ville blive en del af. Såvel som andre ville blive en del af min historie. 

Mine første skridt på caminoen. Høj på spænding over at skulle starte. For ville jeg overhovedet kunne klare den første dag rent fysisk? Nu ville det ikke længere bare være en fantasifuld idé, men det ville rent faktisk være virkelighed.

Turen over Pyrenæerne var intet mindre end fantastisk. Havde så mange wauw-oplevelser med de vildeste udsigter, man kunne forestille sig. Gik fra mit herberg kl. 7.39 og var fremme i Roncesvalles godt 8 – 9 timer efter. En ret lang og sej første rute – for det er ikke ligefrem hver dag, jeg går 302 etager! Men jeg klarede det! 

Efter at have gået 70 km på de 3 første dage blev det tid til en hviledag i Pamplona. Byen er tilmed den første store by på den franske camino med godt 200.000 indbyggere. Jeg fik booket et privat værelse med Lindsey med den hyggeligste terrasse, hvorefter dagen gik med at lege turister i byen. Turen gik blandt andet til byens tyrefægterarena, hvor der stadig en gang om året afholdes tyreløb i byens gader samt i arenaen. En frygtelig tradition, som får lov til at leve videre, hvis I spørger mig. 

Når tapas også kan fåes i en udgave uden kød og ost! En tapas koster ofte omkring 2 euro, og et glas vin koster ikke mere end 1.80 euro de fleste steder. Man kan altså virkelig få nogle virkelig hyggelige stunder med velsmagende små madder! For ikke at tale om deres virkelige fantastiske oliven.

I Pamplona kom der også endelig vegansk mad på menukortet! Maden har ærlig talt været lidt farveløs og kedelig for en veganer… Har spist så meget brød med syltetøj til morgenmad, og det begynder altså at være ret så kedeligt og knapt så næringsrigt. Heldigvis laver de fleste herbergs en virkelig lækker grøntsagssuppe til aften, som jeg virkelig nyder at få efter en lang dag! Er det besværligt at være veganer på caminoen? Ja, men det virker til at kunne lade sig gøre indtil videre!

Jeg har endnu ikke helt regnet herbergerne ud. I hvert fald ikke sengenes kvalitet. Man betaler som oftest mellem 5 og 10 euro for en overnatning, men det er så forskelligt, hvad man får for pengene. Nogle gange har det været nyt og moderne, og andre gange har det virkelig været snusket og ubekvemt. Noget jeg dog har fundet ud af er, at pris og kvalitet ikke hænger sammen. For jeg har betalt 5 euro, og fået den pæneste og reneste seng, men jeg har også betalt 10 euro, hvor det er faldet ud til begge sider. 

Morgenmaden hernede er ærlig talt lidt trættende og ens for mig. Den er ofte inkluderet i prisen på overnatningsstedet, og består de fleste steder af ristet brød med syltetøj, appelsinjuice og kaffe eller te. Nogle gange kan man være heldig også at få lidt frugt til, men det er klart mere undtagelsen end reglen. Heldigvis ligger der ofte mange små butikker på vejen, hvor jeg ofte køber en banan og et æble til at starte dagen på. Brød er fint, jeg elsker brød, men når jeg ved, at der venter mig minimum 20 kilometer forude med en tung rygsæk, så vil jeg gerne have noget lidt mere mættende i maven!

Jeg har haft mange tanker om at være veganer på caminoen. Jeg har dog fundet ud af, at det kan være svært at finde en sandwich uden kød på de lokale spisesteder. Hvis man er heldig, er ejerne søde og laver en sandwich med grøntsager! Men det kan nogle gange være svært at forklare dem, og ofte har de ikke andet end kødpålæg og ost på lageret. Derfor fandt jeg hurtigt ud af, at det faktisk var nemmere at smøre min sandwich selv som madpakke til frokost. Brød igen, men til gengæld kan jeg også få humus og grøntsager! Jeg har været ret heldig med at finde humus hos selv de mindste købmandsforretninger. På den måde kan jeg købe både brød, grøntsager og humus ind dagen før, som jeg så pakker til frokost den efterfølgende dag. Selvfølgelig skal jeg så bære på det ekstra, men det er virkelig rart at vide, at jeg kan få et godt måltid midt på dagen, som jeg kan få energi af til den videre tur!

Jeg har allerede mødt så mange fantastiske mennesker på utrolig kort tid. Alle aldre, mænd, kvinder, forskellige nationaliteter og forskellige baggrundshistorier. Det er en vild følelse. Alle har en forståelse for hinanden, og er klar over, at vi alle har forskellige årsager til at gå caminoen. På kun en uge har jeg også fået gode caminoveninder på min egen alder. Inga fra Tyskland og Lindsay fra USA. Vi har gået meget sammen her den første uge, og det har været virkelig trygt og rart at kunne dele de mange store indtryk med andre. 

Jeg møder gule pile og muslingeskaller overalt, der viser vej til Santiago. Og hvor er det bare fantastisk, at man kan gå en 800 km lang vandretur fra Frankrig og gennem Spanien kun guided af pile og skaller! Fordi ruten er så godt afmærket, kan det også være ret svært at fare vild. Som I kan se, følger man alt fra muslingeskaller i fortovet, spraymalede pile på bygninger til kreative pile af perler. Jeg har indtil videre aldrig været i tvivl om, hvor jeg skulle gå. Og hvis man ser det mindste forvirret ud, så kan du være ret sikker på, at de lokale giver dig et vink og viser dig på vej.

Behøves jeg at understrege, hvor fantastisk en uge det har været!

You Might Also Like

11 Comments

  • Reply
    Sanne
    13. juli 2018 at 17:30

    Rigtig hyggelig læsning af din første uge på caminoen. Men kunne du ikke lave slags
    “ før caminoen” guide? Hvor du beskriver hvordan man kommer igang hvis man selv overvejer at gå caminoen. Tænker på booking af rejse, valg af udstyr, pakkeliste osv osv.

    • Reply
      simonejespersen
      13. juli 2018 at 22:39

      Hej Sanne 🙂 Tusind tak for din søde kommentar. Og det kan du tro! Jeg skal nok lige skrive det bag øret, og så kommer det med i nogle af de efterfølgende indlæg her på hjemmesiden 🙂 Rigtig god aften!

  • Reply
    Via
    13. juli 2018 at 21:08

    Glæder mig til de5 bliver fredag ??og giver Sanne ret.? god weekend.

    • Reply
      simonejespersen
      13. juli 2018 at 22:40

      Tak søde Via 🙂 Der skal nok komme flere indlæg med praktiske informationer! God weekend! 🙂

  • Reply
    Lis Markmann Møller
    25. juli 2018 at 18:49

    Læser dine opslag med stor glæde. Og din oplevelse er så fyldt med glæde og venlighed. Lige det jeg håber på. Tusinde tak for at du deler. Det motiverer og inspirerer.

    • Reply
      simonejespersen
      26. juli 2018 at 11:28

      Tusind tak Lis! Caminoen er fyldt med glæde og venlighed – det er svært ikke at tage til sig! Utrolig dejligt, du har lyst til at læse med! Håber du får mulighed for selv at få en caminooplevelse på et tidspunkt! Knus.

  • Reply
    Jette
    25. juli 2018 at 23:16

    Hej Simone
    Hvor er det fantastisk læsning for en der brænder for at komme afsted “igen” 🙂 Har været der fire gange i “bidder”, men mangler at gøre et projekt færdigt (fra Carrion de los Condes til Santiago-Finisterre). Desværre har fysiske forhindringer gjort, at jeg ikke er kommet afsted endnu (sidst var sept 2014), men jeg håber på, at finde en rejsemakker omkring min alder 66 år og at jeg kan komme afsted til maj 2019 (skal lige have opereret en skulder i næste måned :-). Jeg glæder mig til at fortsætte med at læse dine dejlige indlæg – god sommer/Jette

    • Reply
      simonejespersen
      26. juli 2018 at 11:33

      Hej Jette,
      Så dejligt at høre, at du kan lide indlægget! Heldigvis har caminoen jo ingen alder, hvis blot kroppen er fysisk i stand til det!
      Jeg håber virkelig, at du kommer afsted næste år, så du kan få afsluttet projektet! Mange gange held og lykke med operationen og god bedring!

  • Reply
    Liv Lolland
    26. juli 2018 at 21:08

    God info! Og god lesning!
    Gleder meg enda mere til min caminovandring 3.sept. Skal starte fra Le Puy i Frankrike.

  • Reply
    simonejespersen
    27. juli 2018 at 11:37

    Tusind tak Liv, og dejligt du vil læse med!
    Jeg har netop udgivet et indlæg om min tredje uge på caminoen, som du kan finde lige her: http://www.simonejespersen.dk/2018/07/27/uge-3-caminoen-i-billeder/
    Jeg håber, du får en rigtig god camino i september! Buen Camino 🙂

  • Reply
    Amanda
    7. februar 2019 at 12:22

    Tusind tak for dine indlæg! Det har været med til at inspirere mig til at gå den franske camino- håber helt til Santiago! Tager afsted 25. Maj 🙂 – allerede en blanding af glæde og spænding..

Leave a Reply