LIVSSTIL

20 kilometer rundt i Aalborg

Sidst jeg gik 20 kilometer, var i Spanien. En af de mange dage på Den Franske Camino, hvor 20 kilometer kun var en lille tur og blot en af de mange dage, der lignede hinanden med vandring og nætter i køjesenge. Dem har der ikke været mange af, siden jeg kom hjem. Og selvom Caminoen er i min bevidsthed, som var jeg afsted lige nu og her, så er det efterhånden ved at være næsten 2 år siden.

Jeg nyder stadig at vandre afsted. Friheden I at kunne gå derhen, hvor jeg har lyst til. Med min taske på ryggen kan jeg overleve i flere dage væk fra lejligheden, hvis jeg har lyst. Derfor ligger der også en kæmpe frihed i at kunne gå afsted – måske bare for et par timer, måske for en hel dag. Det er noget af det mest befriende, særligt i disse coronatider. Selvfølgelig skal vi lige nu ikke hovedløst gå på tur gennem store menneskemængder. Vi skal søge ud, hvor der er plads, og hvor kontakten til andre mennesker er minimal.

Når det så er sagt, så skal man virkelig vidt omkring, hvis man vil gå 20 kilometer i Aalborg. Jeg var i går afsted med en af mine gode veninder, og det føltes nærmest som om, vi var hele byen rundt. Heldigvis kunne min veninde vise mig nogle nye stier og områder, hvilket er noget af det, jeg elsker gåture for. At man pludselig får set sin by fra en anden side og oplever den på en ny måde.

Men nu til turen – 20 kilometer rundt i Aalborg

Distance 20,15 kilometer
Tid 4 timer og 9 minutter
Forbrænding 1127 kalorier

1 – 4 km: Aalborg Havnefront
Turens første kilometer går langs Aalborg Havnefront, primært for at komme ud af byen.

4 – 6 km: Signalbakken
Østre Alle krydses, hvorefter turen går op ad Michael Anchers Vej gennem et villakvarter, hvorefter udsigten over Aalborg venter på toppen af Signalbakken. Turen går derefter ad Langgade og ned igennem Vejgaard.

6 – 10 km: Villakvarter og kedelig asfalt
Turen fortsætter endnu engang ad en rolig villavej, hvorefter en udsigt over Aalborg midtby venter på toppen ad Sohngårdsholmsvej. Herefter kommer et lidt kedeligt stykke ad Th. Sauers Vej og efterfølgende Over Kæret, der dog er nødvendig for at komme videre til næste lille naturstykke.

10 – 14 km: Østerådalen
Der drejes til venstre ad Østeråstien, hvorefter fire fantastiske kilometer venter i Østerådalen med udsigt til flot natur. Her valgte vi også at holde en lille pause med madpakke, da der i Østerådalen er rig muligheder med borde og bænke.

14 – 16 km: Kærby
Der fortsættes ad en gangsti langs jernbanen ind mod centrum.

16 – 18 km: Aalborg Centrum
Der fortsættes mod Jyllandsgade og videre ad Karolinelundsvej.

18 – 20 km: Østre Anlæg og hjem
Vi tager lige en lille runde i Østre Anlæg for at slå en lille krølle på turen og samtidgt få de sidste kilometer på inden i byen, hvorefter turen går hjem til Danmarksgade.

No Comments

    Leave a Reply